Dangerous Animals anmeldelse: Hajen efter musen

Der findes to typer mennesker.

Dem der læner sig frem i sædet, når de hører om en ny seriemorder/haj-film fra Australien, og dem der ruller opgivende med øjnene.

Jeg hører til den første gruppe.

Derfor gik jeg også forventningsfuld ind til instruktør Sean Byrnes Dangerous Animals, der lover en gyserkompot af hajfilm og psykopatiske seriemordere.

Det løfte overholder filmen, men også kun lige akkurat.

For Dangerous Animals løfter sig aldrig helt til de højder, som man kan forestille sig fra filmens præmis.

Ja, den har en seriemorder. Underholdende og karikeret spillet af Jai Courtney som solbrændt og charmerende australsk søulk, hvis hajtursbåd man nok skal holde sig langt fra.

Den har også et solidt udvalg af hajer under den krystalblå havoverflade, og de får også på fint underholdende vis sat tænderne i mere end en mundfuld menneskekød på en måde, som nok skal få haj-fober til at vride sig i sædet.

Og jeps, Dangerous Animals byder også på en omgang katten (eller er det hajen?) efter musen, når seriemorderen og hans offer støder hovederne mod hinanden.

Vil den tilfangetagne surfer Zephyr slippe væk, eller bliver det psykopaten, der vinder til sidst?

Fotograf Shelley Farthing-Dawe leverer smukt ildevarslende billeder, og komponist Michael Yezerski holder spændingen oppe med snedige ekkoer af verdens mest berømte haj-musik.

Så det er egentlig ikke fordi man keder sig i de relativt stramme 98 minutter Dangerous Animals varer.

Alligevel savnede jeg ved rulleteksterne noget mere fra næsten alle dele af den.

Jai Courtney er en underholdende psykopat, men man savner lidt mere fra hans karakterisering, før han for alvor bliver mindeværdig.

Og en typisk psyko-dansk til populærmusik løser ikke problemet.

Det gør Hassie Harrison desværre heller ikke med en småflad præstation som filmens helt Zephyr, der også på manuskriptplan fremstår som en noget stiv konstruktion.

En central romance er også meget lidt overbevisende.

Måske endnu vigtigere, så rummer dysten mellem morder og offer intet andet end klicheer i sit udbud af måder at slippe ud af håndjern på, improviserede våben og skiftende magtforhold.

Det hele er set lige lovligt mange gange før, og for de fleste venter der ikke en eneste overraskelse i hverken historie eller udførsel.

Og desværre løses problemerne ikke med filmens hajkrydderi, der er habilt teknisk løst, men aldrig prangende på en måde, så man for alvor overbevises om at skuespillere og hajer deler samme havvand.

På den måde ender Dangerous Animals som en seriemorder/haj-film — i hvert fald teknisk set.

Den kan bare ikke helt opfylde alt det, sådan en kombination måske får dig til at forvente.

Jai Courtney underholder som seriemorder, men Dangerous Animals er for forudsigelig til at opnå sit fulde potentiale som seriemorder/haj-film.