28 Years Later anmeldelse: Slangen og halen
Nogle gange er det smukt, at se kultur lave en fuld cirkelbevægelse, som en slange med sin egen halespids i munden.
Som når trends fra den allertidligste filmhistorie pludselig bliver populære igen.
Men lidt for ofte er det deprimerende.
Tag nu f.eks. 28 Days Later. Den britiske zombie/undergangsfortælling, der med sin kinetiske miniDV-æstetik og blanding af genrekoder, menneskeligt drama og brutal vold stadig står som noget af et unikum her 23 år senere.
At den var med til at popularisere de hurtigtløbende zombier er egentlig det mindste af den indflydelse, som instruktør Danny Boyles film skulle vise sig at få.
For uden den havde vi næppe fået The Walking Dead, The Last of Us og en regulær hær af andre moderne undergangsfortællinger, der kæder brutal vold med menneskeligt drama.
For mig står den også stadig som en af de mere helstøbte film fra både instruktør Danny Boyle og manuskriptforfatter Alex Garland; også selvom filmens første halvdel er bedre end den anden.
En film der tog chancer både i æstetik og historiefortælling, og som ikke overraskende fik en bleg efterfølger i 28 Weeks Later.
Hvad kan vi så gøre med den i 2025?
Jo, nu skal du høre, hvad nu med en serialiseret postapokalyptisk fortælling. En trio af film, hvor de mystiske raseriinficerede fra den oprindelige film, nu får deres egen udbyggede mytologi og forskellige biologiske varianter, mens et stort persongalleri gennemgår sæbeopera-lignende intriger i den ødelagte verden.
Du ved, ligesom alle de der TV-serier, du har set de sidste 20 år.
Hvis det lyder tiltrækkende, så kan du trygt glæde dig til 28 Years Later, der gør et gævt forsøg på at genskabe 28-serien som ægte moderne franchise.
En film, hvor et barn og en forælder bevæger sig gennem en hærget verden med løftet om vold lige om hvert et hjørne.
En film, der selvfølgelig ender med en (decideret dårlig) cliffhanger til næste film i rækken, og hvis anseelige spilletid ikke rigtigt føles som en selvstændig historie.
For hvem gider se et selvstændigt værk, når man kan se en film, der allerede peger videre til den næste film i rækken?
Sådan er 28 Years Later, der derudover også kæmper med et usædvanligt episodisk manuskript, og en finale hvis melodrama for mig dykkede ned i det ufrivilligt komiske.
28 Years Later er egentlig ikke så meget skuffende, som den er uundgåelig i vores moderne mediebillede.
Og den er heller ikke uden evner.
Med Boyle tilbage i instruktørsædet føles filmen som en ægte forlængelse af den første films univers.
Sammen med fotograf Anthony Dod Mantle og effektivt aggressiv klipning fra Jon Harris får han skabt øjeblikke af grotesk skønhed, der ikke helt ligner noget fra andre instruktørers hånd.
Det er ikke helt så visuelt enestående som originalen, men det er heller ikke kedeligt.
Skuespillerne kaster sig også ud i Boyle og Garlands manuskript med en iver, som den kluntede struktur egentlig ikke fortjener.
Musikken af Young Fathers er også stemningsskabende.
På den måde kommer man helskindet igennem filmen.
Men helt uden at forstå, hvad ved den rodede og meget velkendte fortælling, der berettigede at vende tilbage til 28-universet.
Ikke meget andet end at gøre den til en moderne franchise, tyder det på.
Slangen spiser sin egen hale igen.
Selv med de oprindelige skabere som afsendere er 28 Years Later kun et rodet ekko af den oprindelige film.
