Nosferatu anmeldelse: Et kærestebrev til vampyren

Jeg har været på noget af en rejse med instruktør Robert Eggers.

Jeg var mildt skuffet over instruktørens debutfilm; den noget overhypede The Witch, som efter min mening ikke helt kunne stå på mål for de overvældende roser, den blev badet i.

Anderledes havde jeg det med The Lighthouse, der var lige så stilsikker som den var spækket med galskabshumor.

Det samme gjaldt for Eggers vikingefabel The Northman, som jeg nok decideret mener er undervurderet.

Og nu har Eggers så lavet en film, der føles som om den er skabt til mig helt personligt.

For efter at have set Robert Eggers Nosferatu, føler jeg nok lidt et sindsmæssigt slægtskab med den jævnaldrende instruktør.

Jeg har lidt på fornemmelsen, at det lige så godt kunne have været Eggers, der som 10-årig gennemtrawlede det lokale bibliotek efter alle bøger med den mindste snert af vampyrer.

Eller Eggers der som 12-årig kastede sig ud i at læse Bram Stokers Dracula.

Jeg er i hvert fald helt sikker på, at F.W. Murnaus Nosferatu har en lignende plads i Eggers hjerte.

Den film fik nemlig lov til at bo dybt inde blandt søjlerne i min grundangst, fra første gang jeg stiftede bekendtskab med den.

Ingen film har siden præsenteret helt så gådefuld og fremmedartet en vampyr, og filmen har tilføjet sin egen bid til den større vampyrmytologi, på trods af egentlig at være en illegitim kopi af Stokers værk.

Men Nosferatu — altså den oprindelige — er mere enkel. Den har noget fabel-lignende over sig, som ingen vampyrfortællinger siden har ramt.

Heller ikke Werner Herzogs udgave fra 1979 eller metafilmen Shadow of the Vampire med Willem Dafoe i rollen som vampyrskuespilleren Max Schreck — på trods af begge films mange kvaliteter.

Men fandeme, om ikke Eggers har gjort det.

Med en besættelseslignende sans for detaljer i både scenografi, lyssætning og kamerabevægelser, har Eggers skabt en vampyrfilm for the ages.

Eggers har tilsyneladende puttet hele verdenshistoriens fascination, skræk og kærlighed til vampyren i sin store heksegryde, og fremtryllet en vampyrfilm, der føles skabt af den menneskelige underbevidsthed.

Helt uden overdrivelse fremmaner Eggers billeder, der vil stå side om side med Murnaus mesterværk i min hukommelse.

På mange måder føles Eggers film som den ultimative vampyrfilm, når han bevidst refererer både til folkesagnenes ældgamle vampyr, den forførende victorianske og alt derimellem.

Og det gør han med en fortælling, der på trods af at være et remake, føles som Eggers helt egen.

Nosferatu vrider og drejer de sædvanlige vampyrtematikker i nye og overraskende retninger, der føles mere moderne samtidig med at de respekterer vampyrens kraft som ældgammel sagnfigur.

Det føles på mange måder, som den film Eggers har arbejdet sig frem til.

Instruktørens samarbejde med fotograf Jarin Blaschke, når i hvert fald nye højder med billeder, der på en gang er gudesmukke og stinkende ækle.

Det samme gælder for både musik, iscenesættelse og scenografi, der ikke så meget føles som komponenter, men mere som om de fødes ud af hinanden.

Så helstøbt og stilsikker er Nosferatu.

Præstationerne er også svimlende gode.

Lily-Rose Depp må tage et trin op af stjernestigen med det, hun leverer som Ellen Hutter.

I flere sekvenser bliver hun kun i kraft af sin kropslige udfoldelse og følelsesmæssige udladninger til en slags levende special effect.

Og så er der selvfølgelig Bill Skarsgård.

Den vampyr Skarsgård får skabt sammen med Eggers er på en gang som ingen andre, samtidig med at den rummer alle de andre.

Skarsgård har allerede imponeret som en anden ikonisk skurk, Pennywise, men det her overgår alt, man hidtil har set fra skuespilleren.

Sjældent har sagnfiguren fremstået helt så realistisk og stadig kvalmende frastødende. Jeg fik gåsehud fra første gang, jeg hørte væsnets kvalmende stemme.

Willem Dafoe leverer selvfølgelig også den både dybfølte og excentriske vare til filmens Van Helsing-pendant.

Nosferatu er et kærestebrev til vampyren og alle os der elsker den.

Eller om ikke andet så helt personligt til mig.

Og det er jeg fint tilfreds med.

Nosferatu er ikke bare Robert Eggers’ bedste film, den er blandt de bedste vampyrfilm nogensinde.