The Lighthouse anmeldelse: Galskab og prutter

Jeg var af en eller anden grund ikke helt så imponeret af instruktør Robert Eggers’ debutfilm The Witch som de fleste andre gyserfans.

The Witch var båret frem af en stærk miljøbeskrivelse, men også hæmmet af en lidt for stor dosis hul prætentiøsitet.

Efter at have set Robert Eggers’ anden film, ved jeg nu, hvad The Witch manglede.

Pruttejokes.

Måske er jeg bare ikke verdens mest sofistikerede filmanmelder, men prutterne løfter altså The Lighthouse langt op over The Witch.

Flatulensen – der i øvrigt slipper ud mellem Willem Dafoes fyrmester Thomas Wakes baller –   signalerer nemlig, at vi ikke behøver tage det hele så alvorligt.

Det gør en verden til forskel for The Lighthouse, der ellers har meget til fælles med The Witch.

Igen har instruktør Eggers kastet sig ud i en stiløvelse.

Et drama mellem to mænd isoleret i et fyrtårn på en klippeø ud for New Englands kyst.

Og så endda fortalt i sort-hvid og et smalt stumfilms-lignende billedformat og dialog i saltvandsstinkende historisk korrekt dialekt.

Og som i The Witch skal vi synke ned i absolut galskab.

Men det er som om The Lighthouse starter i galskaben og så bruger resten af tiden på at tage et grotesk dyk endnu længere ned.

Og det er vanvittigt underholdende.

Robert Pattinson kaster alt ind i rollen som Ephraim Winslow, der har set en vej til nemme penge som fyrmester i samarbejde med den ældre og mere erfarne søulk Thomas Wake.

Men ingen af de to mænd har helt rent mel i posen, og da de skal samarbejde i det trøstesløse miljø begynder både moral og psyke at krakelere.

Men det hele er så befriende meget mere end den filmskole-øvelse det kan lyde som.

Det skyldes især at Robert Eggers denne gang blinker til kameraet. Han dyrker det groteske og ubekvemme, men gør det samtidig klart, at der gerne må grines af de bizarre løjer.

Det er præcis lige så sjovt, at se Robert Pattinson oparbejde et nemesis-forhold til en lokal enøjet måge, som det er forstyrrende.

Og det gør i øjeblikke The Lighthouse til en oplagt, men lidt overraskende, contender til årets komedie.

At de hele fungerer så perfekt skyldes selvfølgelig også de allerede hypede præstationer fra Dafoe og Pattinson.

Pattinson går bananas som en typisk Edgar Allan Poe-lignende karakter, hvis dårlige samvittighed borer sig som termitter ind i hans sind.

Med maniske øjne bliver han smurt ind i alskens kropsvæsker, mens hans overnaturlige syner – eller er det syner? – tager til på den gudsforladte ø.

At Pattinson kan hamle op med Dafoes præstation er i sig selv lidt af en bedrift.

For Dafoe er unægteligt i sit es som den drevne fyrmester, der er lige så diktatorisk og bombastisk, som han er sært sårbar.

Scenen hvor Dafoe bønfaldende beder Pattinson om at rose sin kogekunst med replikken “Yer fond of me lobster, aren’t ye?” er en født klassiker.

Men det er heldigvis bare et enkelt eksempel på den forfriskende løssluppenhed, der oser ud af The Lighthouse. En selvsikker villighed til at få publikum til både at grine og gispe og trække sin historie og udtryk længere end langt de fleste filmskabere.

At manuskriptets hemmeligheder ikke er helt så overraskende, som stemningen ellers lægger op til, er til at overse.

Især fordi udtrykket – optaget på gammel film og med brug af gamle linser – er så vanvittigt fuldbyrdet af The Lighthouse mere føles som en artefakt nogen har gravet op, end en film fra nyere tid.

The Lighthouse er en overvældende imponerende opfølger for Robert Eggers og en fantastisk grotesk filmoplevelse af de sjældne.

Og fik jeg nævnt, at der er godt med pruttejokes?

Det er der.

En herligt grotesk og vanvittigt stilfuld filmoplevelse, som hvis Murnau og Dreyer havde slået sig sammen om at filmatisere Lovecraft.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer