Dolittle anmeldelse: Stakkels effektmagere

Jeg har både stor respekt og stor sympati for de mange mennesker bag effekterne i Dolittle.

For det første, er der virkelig mange af dem. Som en slags vertikal kinesisk mur, dominerer de størstedelen af filmens rulletekster.

Og så har de altså gjort et godt stykke arbejde. Vi tager det efterhånden for givet, men det er altså en præstation, at de computeranimerede talende dyr i Dolittle er så overbevisende.

Respekt for det.

Sympatien kommer i spil ved tanken om, at de stakkels mennesker i time-dage-månedsvis har arbejdet på så kuldsejlet en film.

Utallige af effektmagerne må have bandet, når de har svedt over at gøre isbjørnepels så troværdig som muligt, mens Robert Downey leverer sin værste præstation nogensinde, i hvad jeg bedst kan beskrive som en dårlig imitation af alle Johnny Depps roller i en enkelt karakter.

Det er umuligt at vurdere om hans voldsomt dubbede dialekt er ment som irsk, skotsk eller måske polsk, vellykket er den i hvert fald ikke.

Effektmagerne må have haft det hårdt nok med at lægge deres bedste arbejde i en pseudo-fantasy udgave af dyrlægen, der kan snakke med dyr.

Men de havde måske næppe ventet, at de blandt andet skulle skabe en tiger, der bliver sparket i skridtet af en gorilla.

Eller hvad med scenen hvor Dolittle, og det er vel en slags spoiler det her, stikker en porre op i røven på en drage og får en gigantisk skid som belønning?

I det mindste har hæren af special effect-arbejdere haft god tid til at forstå, hvad der egentlig foregår i filmens absurd rodede historie.

Det har man brug for.

En enkelt tur med filmens spilletid var ikke nok for mig.

Hvorfor skal dyrlægen Dolittle på sejltur efter en frugt så han kan helbrede Englands dronning?

Jeg troede han var dyrlæge?

Men allerede fra filmens klodsede animerede åbningssekvens er det tydeligt, at noget gået helt galt med Dolittle.

Det føles som om filmen har haft alt for mange kokke i køkkenet, og har gennemgået mindst en fem-seks omskrivning under og efter optagelserne.

Et sidespring til en piratkonge spillet af Antonio Banderas virker ganske enkelt som om det hører til i en helt anden historie.

Og to børneskuespillere glider vildt overspillende ind og ud af historien uden egentlig betydning.

En række celebrity-stemmer til de talende dyr bidrager med intet andet end betaling af skuespillernes husleje.

Og der har de stakkels hårdtarbejdende effektfolk knoklet med at få en kulørt papegøjes næbbevægelser til at passe med Emma Thompsons stemme til ingen verdens nytte.

Jeg håber virkelig, at de er blevet godt betalt.

Dolittle veksler mellem lokumshumor og en vanvittigt rodet omgang halvfantasy, mens Robert Downey Jr. giver karrierens værste præstation.