Bad Boys for Life anmeldelse: En hyldest til kongen af det ucharmerende

Jeg havde aldrig forestillet mig, at en kombineret kopi og hyldest til action-kongen af det ucharmerende, Michael Bay, ville føles så forbandet charmerende.

Men det var inden, jeg så Bad Boys for Life.

I denne tredje omgang har Bay selv forladt serien med de to fandenivoldske Miami-strømere Mike Lowrey og Marcus Burnett.

Men den famøse instruktør havde måske heller ikke så meget mere at fortælle efter Bad Boys II fra 2003.

Den film er nok den mest Michael Bay af alle Michael Bay-film og cirka lige så usympatisk, som den er underholdende.

Bad Boys 2 indeholder både Bays bedste actionscener (hvad end du så synes, det er værd), men også masser af homofobi, racisme, kæmpe døde bryster, rotter i missionærstilling, en finale i et minefelt i Guantanamo og selvfølgelig et brændende KKK-kors i lækker Bay slowmotion.

Det niveau er galskab er umuligt at overgå, og Bad Boys for Life er generelt en helt unødvendig efterfølger, der lander mange år for sent.

Men de belgiske instruktører Adil El Arbi og Bilall Fallah forsøger ikke at overgå Bay i vanvid med Bad Boys for Life, og de har åbenlyst ikke fået budgettet til at overgå ham i eksplosioner.

I stedet har de lavet noget så sært som en kærlig hyldest til den famøse instruktørs tidlige film.

Og det en overraskende charmerende oplevelse.

Bad Boys for Life føles på alle måder som en rendyrket 90er actionbasker, der let kunne have haft premiere et sted mellem den oprindelige Bad Boys og The Rock.

Det føles helt finurligt at være vidne til en gammeldags buddy-cop-komedie fortalt med glat musikvideo-æstetik i 2020.

Og El Arbi og Fallah er fuldstændigt klar over, hvad de gør.

Michael Bay selv dukker helt bogstaveligt op som toastmaster, mens instruktørerne gør deres bedste for at genskabe hans filmsprog.

Det er selvbevidst uden at være ironisk.

Imitationen lykkedes overraskende godt i de hurtigt klippede montager af solbeskinnede Miami, og El Arbi og Fallah er faktisk bedre visuelle historiefortællere end den maniske Bay.

Særligt i en actionsekvens, der sender Martin Lawrence og Will Smith på jagt i en motorcykel med sidevogn, føles det som at være hensat til en forgangen actiontid.

Lawrence og Smith er også veloplagte i hovedrollerne, som igen fremstår relativt sympatiske efter den absurde Bad Boys 2.

Bad Boys for Life kan ikke hamle op med de storslåede løjer i Fast & Furious-serien eller det virtuose action-håndværk i John Wick-filmene.

Men som en rejse tilbage til en anden tid i actionfilm-land, er det en næsten finurligt charmerende oplevelse.

Ja, den to timer lange spilletid er selvfølgelig for meget, og jeg havde gerne set Bad Boys for Life have lige så mange penge i ryggen som sin forgænger.

Og historien begiver sig ud i nogle sæbe-opera-agtige fjollerier, der ikke altid giver helt mening.

Men Bad Boys for Life er altså en overraskende dybfølt og vellykket hyldest til en af actiongenrens både på godt og ondt (mest ondt) uomgængelige skikkelser.

Og det er altså svært at modstå.

Bad Boys for Life er en overraskende underholdende hyldest til både 90’er-action og instruktør Michael Bay.