Lad mig falde anmeldelse: Knust ritalin og knuste hjerter

Europæisk film har virkelig ikke brug for flere historier om misbrugeres deroute, coming-of-age fortællinger fra små ydersamfund eller ungdommelige LGBT-romancer.

Og Hollywood har de sidste år leveret rigeligt med historier om børn af middelklassen og deres stofproblemer.

Men ved at kombinere alt det ovenstående har den islandske instruktør Baldvin Zophoniasson – eller Baldvin Z – alligevel skabt en film, der er større end sine enkeltdele.

Historien om 15-årige Magnea, der ufravigeligt suges ind i et liv med stofmisbrug, reddes fra kun at være en Christiane F-agtig løftet pegefinger og bliver til noget mere ægte og bevægende netop af sin overraskende blanding af genrer.

Men inspirationen fra netop Christiane F er nu heller ikke til at overse i Lad mig falde.

Allerede i den intense åbningsscene kunne man forledes til at tro, at islandske Magnea har ramt den samme bund som Christiane.

Hendes venner Toni og Stella venter udenfor, mens Magnea er inde i et islandsk parcelhus, hvor en voksen mand har købt hende til sex.

Men i stedet for sex truer Magnea ham med en blodfyldt kanyle i en noget hasarderet røveriplan, som de tre har udtænkt.

Men selvom det er stærke sager, så er der stadig lang vej til bunden for Magnea, og Lad mig falde er ikke bange for at følge hende hele vejen derned.

Det viser sig hurtigt, at Magnea, der ellers kommer fra et umiddelbart harmonisk middelklassehjem, er rasende forelsket i den lidt ældre og meget barskere Stella.

Og følelserne er åbenlyst gengældt.

Det er derfor, Magnea hænger ud med Stellas kæreste Toni og Stella selv, når de sammen med Tonis mor knuser Ritalin og anden medicin, inden de sniffer og injicerer det.

Imens nærmer de to piger sig forsigtigt hinanden til de evigt og tiltagende løsslupne fester, hvor Ritalinen langsomt erstattes med hårdere stoffer.

Det er både romantisk rørende og hjerteknusende tragisk, når de to piger forsøger at få styr på både seksualitet og følelser, mens deres liv støt og roligt totalsmadres af stoffernes indflydelse.

Elin Sif Halldórsdóttir spiller fantastisk i hovedrollen og ændrer sig fysisk i takt med at stofferne får fat i en grad, så hun til sidst er næsten helt uigenkendelig.

Men de virkelig stjerner er Baldvin Z’s instruktion og han og Birgir Örn Steinarssons manuskript.

Lad mig falde føles nemlig ubærligt ægte i sit portræt af en ung pige, der fortaber sig i en verden af stoffer.

Det skyldes ikke mindst det snedige greb, at filmen springer frem i tid.

Her møder vi Magnea og Stella som voksne, den ene knust af stofferne og den anden i bedring.

Men de følelsesmæssige ar fra de turbulente teenageår stikker mindst lige så dybt som den fysisk stofafhængighed.

De to piger drives nemlig ud i forfærdelige handlinger – også mod hinanden – mens de omgives af mænd, for hvem det er alt for nemt at udnytte et par unge stofafhængige piger.

Baldvin Z instruerer det hele med stilfuld følsomhed.

De intense nærbilleder bringer de to pigers lidelse og romance ubærlig tæt på, men i sit udtryk er Lad mig falde ikke typisk håndholdt socialrealisme.

Flere af filmens mest brutalt ubehagelige scener er virtuost udført i et filmsprog, der i øjeblikke vækker minder om Darren Aronofskys stof-klassiker Requiem for a Dream.

Men Lad mig falde taber aldrig blikket for menneskeligheden bag grusomhederne.

Netop derfor får den en velkendt historie til at føles frisk.

Også selvom den er hjerteskærende.

Et stilfuldt og følsomt portræt af ung kærlighed under svære omstændigheder og en af de bedste film om stofmisbrug i nyere tid.