De forbandede år anmeldelse: En uheldig familie

Med De forbandede år har instruktør Anders Refn tilsyneladende sat sig for at lave den definitive film om besættelsen af Danmark.

En film, der for alvor fanger de mudrede gråzoner af idealistiske og mere hverdagsagtige konflikter, som den danske befolkning begav sig ind i fra den 9. April 1940.

Det er en film-mission, man kun kan respektere.

For selvom besættelsen af Danmark efterhånden er godt belyst i dansk film, så er der stadig mange historier at fortælle om samarbejdspolitikken, og de kompromisser både den danske stat og befolkning måtte indgå i perioden.

Men missionen lykkes desværre ikke helt.

For De forbandede år har virkelig mange historier at fortælle.

Filmen følger den velhavende familien skov, der inden tyskernes indtog i Danmark lever et luksuriøst overklasseliv på Strandvejen, betalt af patriarken Karl Skovs formue fra en selvejet elektronikfabrik.

Og familien skov – der tæller Karls kone Eva og fem voksne børn – får lov til at være en kondenseret illustration på alle de udfordringer den danske befolkning stod overfor i perioden.

Men det presser hurtigt troværdigheden.

Karl må samarbejde med tyskerne for at holde forretningen kørende, datteren forelsker sig i en tysk officer, en søn kæmper på tyskernes side i det danske frikorps, en anden søn involveres i kommunistiske sabotageaktioner og et par jødiske venner af familien er i fare for at blive udvist.

Sjældent har en familie været fanget i helt så mange konflikter.

Det er nemlig tydeligt, at Refn og medmanuskriptforfatter Flemming Quist Møller gerne vil hele vejen rundt i besættelsestidens dilemmaer.

Men filmens ellers anseelige spilletid presses til det yderste med historier nok til mindst 3 sæsoner af en TV-serie.

Det er for meget, og levner ikke meget plads til personkarakteristik og følelsesmæssig indlevelse.

Det er synd, for der spilles ellers godt hele vejen rundt i familien Skov.

Jesper Christensen er som altid en slags filmisk snydekode med en fremragende præstation som Karl Skov.

Alene hans forretningsmæssige trængsler og langsomme tab af magt havde været nok til at bære en film.

Og de yngre kræfter, hvor blandt andet den fremragende Sara Viktoria Bjerregaard gør indtryk, leverer også varen.

Refn får også leveret et par oprigtigt mindeværdige scener, når han i få øjeblikke stopper op i det næsten sæbeopera-lignende virvar af historie.

Åbningsscenen, hvor klirrende sjus-glas på strandvejen indvarsler de tyske flyveres komme, er skræmmende og teknisk flot eksekveret.

Periodedetaljerne i scenografien og kostumerne er også konstant overbevisende.

Men på andre tidspunkter er filmsproget sært fladt og klipningen lige brutal nok.

Indtrykket er, at det har været svært at finde en vej gennem de store mængder materiale.

De forbandede år havde muligvis stået stærkere med et mere intenst fokus på færre historier eller som en længerevarende TV-serie.

For i sin nuværende form bliver stakkels familien Skov presset lige rigeligt.

De forbandede år er velspillet og godt tænkt, men forsøger at fortælle for meget på for kort tid.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer