Babygirl anmeldelse: Kroppe
Instruktør Halina Reijn er igen interesseret i kroppe efter sit fremragende engelsksprogede gennembrud Bodies Bodies Bodies.
Dengang stablede kroppene sig op i form af lig blandt en forsamling TikTok-drevne unge, som på mere end en måde flåede hinanden i stykker.
I Reijns nyeste film stabler kroppene sig også op, bare sådan lidt mere bogstaveligt ovenpå hinanden, når den ultrasuccesfulde CEO Romy Mathis indleder en kink-drevet affære med sin langt yngre praktikant.
Men det er ikke kun kroppene, de to film har til fælles.
For Reijn udfolder igen sin neonfarvede sans for stil i en film, der aldrig er mindre end visuelt interessant.
Klipningen er skarp, og holder liv i en film, der ellers på flere måder strækker sig længere end den egentlig har stof til, og og komponist Cristobal Tapia de Veer leverer et fantastisk messende og stønnende soundtrack, der er både højspændt, humoristisk og fyldt med undertrykte lyster.
Det er Nicole Kidmans CEO Romy også, når hun introduceres i en sexscene med sin mand, der for Romy ender alene med dominans-porno på badeværelset i et desperat forsøg på en nogenlunde tilfredsstillende afslutning.
For den hyperkontrollerede kvindelige CEO vil gerne miste kontrollen, når hun ikke er på arbejde.
Det dilemma leveres fremragende af Nicole Kidman, der i rollen som Romy er i sit mest flossede og neurotiske hjørne.
Hendes præstation er næsten filmen værd i sig selv, men hun får skarp konkurrence af Harris Dickinson, der leverer sin dominerende unge sexbombe med overraskende mange nuancer.
Babygirl føles faktisk mest original, når de to udforsker balancen i den kink-dynamik, de begge to søger.
Det er ofte mere famlende og fjollet end egentlig sexet, og Dickinson går til rollen med en ægte humor og usikkerhed, der fjerner ham langt fra filmhistoriens andre ‘Mr. Grey’-typer.
Andre steder kniber det mere for Babygirl at nå i mål.
Som manuskriptforfatter rejser Reijn en række spørgsmål; om succesfulde kvinders indskrænkede frihed og om kvinders lyst, der både er fængende og moderne i deres perspektiv.
Men filmen får aldrig for alvor fulgt op på nogen af de mange bolde, den smider i luften.
Babygirl fungerer også bedre som sort komedie, end som reelt rørende drama eller erotisk thriller i 90er-stil.
Karaktererne fungerer — på trods af det gode skuespil — bedre som karikaturer end som troværdige mennesker; et aspekt der fungerede langt bedre i Bodies Bodies Bodies.
Men mest problematisk er den sløjfebindende slutning, der i høj fart samler alle filmens tråde overraskende konsekvensløst.
Alligevel er Babygirl en stilfuld og konstant underholdende oplevelse, der særligt lever i kraft af præstationerne fra sine to hovedroller.
Også selvom kroppene var mere interessante i Reijns sidste film.
Nicole Kidman og Harris Dickinson konkurrerer om at være mest underholdende i den veloplagte Babygirl, der dog fungerer bedre som satire end som drama eller erotisk thriller.
