Bodies Bodies Bodies anmeldelse: Agatha Christie på MDMA

Bodies Bodies Bodies anmeldelse: Christie møder generation Z

Bodies Bodies Bodies er en af den slags film, som er rigtigt sjov at beskrive med sammenligninger.

Knives Out for zoomere. Agatha Christie på MDMA. En whodunnit for generation TikTok.

Det skyldes nok, at en af de store kvaliteter ved den hollandske instruktør Halina Rejins engelsksprogede debut er, at den altid fungerer på flere niveauer.

For på den ene side er Bodies Bodies Bodies et glat og underholdende morderisk gys, hvor unge mennesker må lade livet.

Her føles filmen faktisk som en blandt den række af polerede kopigys der i sin tid fulgte i kølvandet på Scream. Film som I Know What You Did Last Summer og Urban Legend.

Konceptet er klart: en gruppe rige unge samles i et isoleret hus og spiller en mordmysterie-leg, mens en orkan raser udenfor.

Det går selvfølgelig galt på den helt rigtige måde. Inden længe er de unge på jagt efter en morder, mens publikum venter på det næste grusomme drab i mørket.

Og det fungerer præcis som det skal.

Ingen har rent nok mel i posen til ikke at være mistænkte, og Bodies Bodies Bodies holder tempoet højt, som den drabelige nat udfolder sig.

Og æstetisk er Bodies Bodies Bodies en fremragende oplevelse.

Ofte kun oplyst af telefon-lommelygters ubamhjertige lys med et strejf at natklub-neon, er filmens look på en gang tilfredsstillende smukt. mens der efterlades rigeligt med skygger til at nogen kan gemme sig i hjørnerne.

Imens leverer Disasterpeace den fremragende musik, der føles som en krydsning af EDM og John Carpenters Halloween.

Det virker bare.

Og så er der det der med lagene.

For Bodies Bodies Bodies er mindst lige så meget sort satire som et velfungerende gys.

Ingen tvivl om at filmens manuskript er ude med riven efter gruppen af privilegerede unge, hvis tilsyneladende dybe venskaber, er cirka lige så holdbare om en populær TikTok er langvarig.

Det er både sjovt og rammende, også selvom satiren til tider bliver lige karikeret nok, og de unges sprog og væremåde sikkert er mere troværdig og sjov for en out-of-touch millennial som mig end for virkelighedens jævnaldrende.

Men når satiren bliver for bastant, løftes Bodies Bodies Bodies af endnu et lag.

For samtidig med at filmen håner sine hovedpersoner, så holden den af dem. Filmen zoomer ind på gruppens eget interne drama og skeletterne i skabene, som normalt går usagt.

Og det fungerer så godt, at jeg helt kom til at føle for filmens ellers ofte vildt irriterende hovedpersoner.

Det skyldes sandsynligvis også et helt fantastisk cast, der er i stand til at glatte filmens problemer ud med rå karisma og skuespilkraft.

Amandla Stenberg udnytter sin stjerne-udstråling til at spille gruppens problembarn af et midtpunkt til irriterende perfektion. Men måske endnu bedre er gensynet med geniale Maria Bakalova fra Borat 2, der her får lov til at folde talentet ud i en langt mere indadvendt præstation.

Og så selvfølgelig fremragende Rachel Sennott, der fortsætter med at brillere efter Shiva Baby, og som helt ubesværet leverer filmens største grin.

Det er en regulær overflod af ungt skuespiltalent, der i sig selv kunne have løftet en langt dårligere film end Bodies Bodies Bodies.

Heldigvis er filmens skelet i sig selv også mere end holdbart, og når enkeltdelene skrider lidt, så er der altid endnu et overraskende lag til at kompensere.

Det er I Know What You Did Last Summer for Youtube-influencere, og jeg glæder mig allerede til at se den igen.

Bodies Bodies Bodies er Agatha Christie på MDMA, og resultatet er ustoppeligt underholdende.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer