Dragon Ball Super: Super Hero anmeldelse: Dragon Ball-blank.

Jeg indrømmer det med det samme: Jeg er Dragon Ball-blank.

Jeg ved godt, at gå Super Saiyan er noget med at forvandle sig til en mega sej udgave af sig selv. Og jeg kan nok til nøds genkende min Bulma fra min Goku.

Men jeg kan altså ikke forklare dig, hvad en Kamehameha eller Kaio-ken er. Jeg kan desværre heller ikke redegøre for de familiære relationer mellem Mr. Satan, Gohan, Goku, Goku Jr. og Goten.

Så at springe ind i den 21. (!) spillefilm i Dragon Ball serien — der oprindeligt er en manga og også tæller mindst syv forskellige anime-serier — var lidt ligesom at vokse op dybt inde i amazonas-junglen og så blive bedt om at analysere side 288 i biblen.

Ikke særlig nemt.

Min hjerne var da også godt i gang med at skøjte henover overfladen på instruktør Tetsuro Kodamas film, da den startede.

Manuskriptet fra den oprindelige Dragon Ball skaber Akira Toriyama kaster sig hurtigt ud i en forhistorie, der inkluderer mindst tre generationer, kun for at etablere filmens skurke.

Jeg tror stadig kun jeg forstår cirka 15%.

Men lykkeligvis behøver man ikke forstå vildt meget for at sætte pris på Dragon Ball Super: Super Hero.

Det er nemt af kende de gode fra de onde. Og så skal man bare kunne sætte pris på den særlige tone, som er en blanding mellem sitcom fjollehumor, sæbeopera, kampsportsfilm og gigantisk superhelteaction, og så kører underholdningstoget.

Den kulørte animation er 3D med old-school 2D bismag og musikken eksploderer højstemt ud af højtalerne.

Imens kommer en teenage-opfinder ud af fængslet og opfinder to destruktive superhelteandroider, som vores helte, den grønne Piccolo og den bebrillede Gohan må sætte en stopper for.

Resultatet er forbandet underholdende og bragende kreativt og endda fra en serie, der har eksisteret et år længere, end jeg har.

Figurdesignet er selv for en ignorant unikt Dragon Ballsk, og der skinner så stærk en kærlighed til de mange bizarre karakterer og deres komplekse forhistorier gennem lærredet, at jeg blev forelsket uden at fange halvdelen af referencerne.

Og så er der selvfølgelig den slagkraftige finale. Optaktens megen snak og halvplatte jokes bliver til tider lidt lang for en udenforstående, men jeg skal love for at klimakset opvejer.

I filmens sidste tredjedel folder Dragon Ball Super: Super Hero sig ud i kolossal verdensomstyrtende superhelteaction i en grad så de mere populære Marvel-helte godt kan stille sig over i skammekrogen.

Den visuelle historiefortælling er klar og tydelig, mens de megastærke overjordiske skabninger får universet til at ryste, når de støder sammen, som var de himmellegemer.

Filmskaberne har simpelthen en næsten uset sans for lys, bevægelse og opfindsomhed, der har givet mig lyst til at starte fra bunden af i den kolossale serie.

Men måske er det næsten sjovere, at være lidt uforstående. Så er det hele nok lidt mere mystisk. Uanset hvad, er jeg i hvert fald ikke færdig med Dragon Ball.

Actionscenerne får Marvel-filmene til at blegne i en grad, så selv udenforstående kan sætte pris på en tur til Dragon Ball-universet.