The Invitation anmeldelse: Gotiske goder

Jeg elsker en god gotisk romance.

Den slags historier hvor kvinder i store kjoler farer vild i mørke gange i gamle gods. Hvor hjerterne dunker højt, men ikke højt nok til at skjule de dunkle familiehemmeligheder i kælderen.

Genren har været en en del af popkultur siden slutningen af 1800-tallet med varierende popularitet.

Men det er sjældent, at gode gotiske romancer — eller bare gotiske romancer i det hele taget — finder vej til det store lærred.

Den sidste for alvor mindeværdige af slagsen må være Guillermo del Toros undervurderede Crimson Peak. Som jeg til gengæld vil mene er lidt af en moderne klassiker.

En god gotisk romance.

Men hvis man ikke kan få en god gotisk romance, så må en dårlig gotisk romance være det næstbedste.

Og det fører mig — endelig — frem til The Invitation.

For lad mig gøre det klart: Instruktør Jessica M. Thompsons fortælling om den unge amerikaner Evie, der inviteres til bryllup af en glemt fætter på et enormt britisk gods har store problemer.

Den er uden tvivl mere i familie med en roman købt i 7-11 på Høje Tåstrup station, end den er i familie med Crimson Peak.

Mere Twilight, end den er Edgar Allan Poe.

Dialogen er gumpetung, scenografien minder til tider om Halloween-pynt, og hvis du ikke har regnet ud, hvad der foregår med den sorthårede forføreriske ejer af godset og hans interesse med Evie cirka et kvarter inde i filmen, så er du heldigere end mig.

Men jeg må indrømme, at The Invitation overraskede mig positivt.

For her en film, der ved hvad den er. Jo, jo, vel ved vi da godt, hvad og hvem det mystiske væsen, der spiser stuepigerne i godsets lange gange og skjulte biblioteker, er.

Men det er altså underholdende at se alligevel.

Nathalie Emmanuel løfter den noget naive hovedrolle med sin naturalistiske stil. Jeg troede — næsten — på, at Evie ville blive på godset på trods af de mystiske hændelser.

Og Thomas Doherty leverer sin rolle med så tilpas stærke kindben, at ingen kan tro, at han er til at stole på.

Og til filmens kredit skal Dohertys Walter ikke stadig være tiltrækkende efter hans dunkle hemmeligheder kommer frem i lyset. Det kunne moderne kioskromancer som After og 50 Shades-filmene godt tage ved lære af.

I enkelte scener overvinder The Invitation for alvor sine begrænsninger.

En manicure fra helvede og et grotesk middagsselskab når den slags campede højder, som jeg ikke kan stå for.

Det gælder også for flere af birollerne. Stephanie Corneliussen er perfekt overspillet som Vampirella-lignende skurk, og Sean Pertwee er alle skumle engelske butlere personificeret i samme mand.

Men, at det kræver en forkærlighed for genren for at nyde The Invitation, er svært at benægte. Særligt det flade filmsprog er ikke til filmens fordel.

Ingen tvivl om at The Invitation mere er en positiv overraskelse på en sløv streaming-søndag end i biografen.

Men for os der sætter næsten lige så meget pris på en dårlig gotisk romance som en god, så er der altså noget at hente.

The Invitation overvinder ikke helt sine egne begrænsninger, men den leverer fin gotisk underholdning i forsøget.