Bamse anmeldelse: Bevægende hyldest til dansk folkeeje

Bamse anmeldelse: Bamse vs. Flemming

Er det egentlig gennemtænkt, at instruktør Henrik Ruben Genz’ nyeste film, har fået titlen Bamse?

Filmens hovedperson kæmper nemlig i store dele af filmen, med at forlige sin kunstnerpersona, Bamse, med den lille dreng fra Randers, Flemming, der gemmer sig i hans hjerte.

Faktisk drømmer han om at træde helt væk fra Bamse.

Men titlen Flemming havde nok ikke bragt helt så mange bagdele til biografsæderne.

Og ret skal være ret, Bamse fortjener en masse bagdele.

Lad os sammen glemme, hvor mærkelig den sidste sætning var, og lad mig i stedet forklare, hvorfor Bamse hører blandt de mere vellykkede eksempler på den ellers efterhånden slidte biografiske film.

Det er ikke fordi, filmen undgår genrens klicheer.

Når den kluntet lader avisoverskrifter fortælle sin historie, eller sender sin hovedperson på tour-montager rundt i Danmark. Eller når den koger sin hovedpersons personlighed ned til en hård barndom, så føles det som om, filmskaberne går på lige lovlig nedslidt kunstnerisk asfalt.

Men Bamse byder på andet og mere end det forudsigelige.

Henrik Ruben Genz’ og Bo Hr. Hansens manuskript fylder filmen med en nænsom folkelig varme. Faktisk noget hen ad den samme kombination Flemming ‘Bamse’ Jørgensen selv leverede med sin musik.

Og det er altså noget af en præstation.

Bamse hygger sig med halvnostalgisk at dyrke 70’er og 80’er-looket, uden det bliver en karikatur, og sender vellykket vittige replikker gennem luften uden af miste fokus.

Og fokus er — helt berettiget — på Flemming Jørgensen selv spillet af Anders W. Berthelsen.

En casting og en præstation der viser sig at være langt bedre, end jeg havde troet på forhånd.

Uden af være en flashy imitation får en totalsminket Berthelsen vakt Bamse til live med varme og nænsomhed. Så man til tider helt glemmer, at det ikke er den ægte vare.

Og han har virkelig held med at formidle smerten fra et adoptivbarn, der brugte et liv på at forlige sig med sin identitet og baggrund.

Bamse er ofte oprigtigt bevægende uden at føles som en udlevering af hovedpersonen.

Det betyder også, at filmen ender med at handle mere om Flemming Jørgensen som menneske end som musiker. Et godt valg.

Til gengæld får det til tider Bamses muntre musik til at føles som et vedhæng på en historie, der egentlig vil noget andet.

Særligt koncertoptagelserne — der lidt for ofte føles som om de foregår i samme udefinerbare sorte rum med samme publikum — føles løsrevet fra resten af filmen.

Så fungerer det bedre, når musikken hægtes op på hovedpersonens privatliv. Som i den stærke finale der lader Flemming synge en smuk dansk sangklassiker helt uden Bamse.

Og det allerbedste jeg kan sige om Bamse er, at den har løftet hovedpersonens plads i min musikalske bevidsthed.

Og så må filmen vel siges at være en succes, uanset om vi kalder den Bamse eller Flemming.

Anders W. Berthelsen er perfekt i rollen som den folkekære sanger, og Bamse er et både hyggeligt og bevægende portræt af et dansk ikon.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
?>?>