Notre-Dame i flammer anmeldelse: Jomfru Maria græder i dramatisk filmatisering af berygtet brand

Notre-Dame i flammer anmeldelse: Imponerende flammehav og frelsende salmesang

Hvor godt har du det med højstemte religiøse hentydninger i dine katastrofefilm?

Personligt har jeg det ikke helt fantastisk med lige den kombination. I hvert fald ikke hvis jeg skal tage den pågældende film alvorligt.

Og det gør instruktør Jean-Jacques Annauds bud på en filmisk udgave af den tragiske brand i Notre-Dame i 2019 til lidt af en tornekrone om hovedet.

Ok, tornekrone er måske så meget sagt, for Notre-Dame i flammer har også ubetingede kvaliteter.

Men Annauds film har givet mig tornekroner på hjernen — det vender vi tilbage til — og på trods af dens kvaliteter, er den altså svær at sætte rigtig stor pris på.

Men lad os tage dem først alligevel. Kvaliteterne altså.

Annaud og hans kumpaner har lavet en håndværksmæssigt ferm film med en række overraskende effektive spændingsscener.

En klaustrofobisk kirketrappe forvandles til et mareridt for brandmænd med iltflasker på ryggen og det gigantiske flammehav, der lynhurtigt udviklede sig i den ældgamle kirkebygning, føles både skræmmende og overbevisende fra biografsædet.

Annaud væver elegant virkelige optagelser — som der selvfølgelig er mængder af fra alle smartphones i Paris — sammen med sine egne genskabelser. I øjeblikke føles det næsten som om, man er til stede på dagen.

Og Notre-Dame i flammer er — med undtagelse af en slutning der trækker lidt i langdrag — altid underholdende.

Desværre er det til tider på en måde, der føles mere ufrivillig.

Jeg er ret sikker på, at jeg skal tage det alvorligt, når brandfolkenes vandsprøjt resulterer i at en statue af jomfru maria græder en ensom tår over den hellige bygning i flammer.

Eller når djævelske gargoyler gylper glohedt bly op over Paris som for at forhindre redningsfolkene.

Men Annaud går altså lige en 10-15 skridt længere i den retning, end jeg kan følge med.

Helende salmesang fra Paris’ borgere er i filmudgaven det, der giver brandmændene kræfter til at slukke branden.

Og da en lille piges bøn får kredit for at den legendariske kirke ikke brænder helt ned, er det altså svært at holde masken.

Pointen er klar: Gud er den bedste brandmand.

Men det føles egentlig lidt hånligt overfor den virkelige verdens brandfolk.

Filmen skaber også helt ukritisk spænding ud af jagten på ‘Jesus’ tornekrone’, uden antydningen af, at den genstand ikke nødvendigvis er, hvad den udgiver sig for at være.

Og udover den religiøse højstemthed har jeg ikke nævnt den tilbagevendende vittighed om en gammel dame, der vil have hjælp til at redde en killing ned fra taget, mens kirken brænder et par gader væk.

Det er på alle måder hæmningsløst, men også sat sammen med filmmuskler der er store nok til, at underholdningen for det meste er sikret.

Det er tjuhej-udgaven af den virkelige brand. Mere Volcano end United 93.

Og hvis man kan erklære sig enig i, at gud er den bedste brandmand, så skal Notre-Dame i flammer nok blive en ny favorit.

Det bliver den trods alt ikke for mig.

Notre-Dame i flammer er fermt iscenesat, men så religiøst højstemt, at det hele bliver svært at tage alvorligt.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer