De tre musketerer: D’Artagnan anmeldelse: Popkultur-kollage
Filmatiseringer af klassikere som Alexandre Dumas De tre musketerer ender ofte op som fascinerende tidskapsler, fordi filmindustrien vender tilbage til dem igen og igen.
Den første filmatisering af romanen landede allerede i 1903 — og er nu gået tabt — men siden er der sjældent gået mere end 20 år før endnu en udgave dukker op.
De forskellige tolkninger af Dumas tjuhej-roman er, uanset den enkelte films kvalitet, sjove filmhistoriske indblik.
Det gælder også for den stort opsatte nye franske udgave, som måske endnu mere end mange af de foregående er et produkt af sin tid.
Faktisk mindede De tre musketerer: D’Artagnan mig om de kollager, jeg blev sat til at lave i folkeskolen med en saks, en limstift og en stak relativt nye ugeblade.
For instruktør Martin Bourboulon stykker i den grad sin film sammen af de sidste 10-15 års populærkultur i film og TV.
Guillaume Roussels tordnende musik skylder mere end en enkelt tone til Hans Zimmers musik fra The Dark Knight og Inception.
Den dunkle pseudo-realistiske tone i scenografi og historiens kongelige intriger, hvor alle kan få en kniv i ryggen, er snuppet fra Game of Thrones.
Filmens opdeling i flere film, komplet med cliffhanger og teaser under rulleteksterne, er som skabt i Marvel-skabelonen.
Og filmens actionsekvenser, skabt til at ligne lange ubrudte optagelser, går fint i spænd med Hollywoods fascination af netop den teknik, siden Children of Men — og senere The Revenant —skabte skole.
Alle delene er udført med fint håndelag og løjerne er sjældent kedelige, men som mine kollager i folkeskolen, så mangler det hele noget personlighed.
Tonen er næsten konstant selvhøjtidelig, og actionsekvenserne føles mere som klodset kamp for livet, end den lysekronesvingende eventyr-stil, som vi nok er en del, der forbinder med De tre musketerer.
Der er ikke meget Douglas Fairbanks tilbage i det håndholdte kamera og den mudrede scenografi, og selvom D’Artagnan er fyldt med en række stærke franske skuespillere, efterlades der ikke meget tid til musketerernes personlighed blandt de adelige intriger og krigs-konspirationer.
Bedst går det for de erfarne Vincent Cassel og Eva Green, der stort set er en gave til enhver film.
De tre musketerer: D’Artagnan er en imponerende europæisk produktion set som udstyrsstykke, men i sin blockbuster-søgen mister den sin egen personlighed.
Om det samlede indtryk løfter sig, når den efterfølgende Milady lander i biografen, må tiden vise.
Men uanset hvad, bliver de sjove filmhistoriske tidskapsler at se tilbage på om 50 år. Det havde bare været dejligt, hvis de var lidt mere.
De tre musketerer: D’Artagnan er et imponerende udstyrsstykke der selvhøjtideligt tyvstjæler fra de sidste 10 års blockbusters uden rigtigt at tilføje noget selv.
