Titane anmeldelse: Cannes-vinder er både brutal og livsbekræftende

Titane anmeldelse: Grotesk hjertevarme

Det er alt for nemt at koge instruktør Julia Ducournaus nyeste film ned til en bouillonterning af vilde plotpunkter.

Og lige præcis det har alverdens filmjournalister haft travlt med at gøre, siden Titane havde premiere på filmfestivalen i Cannes og vandt Den gyldne palme. Som filminteresseret har du sikkert allerede hørt om flere af filmens på overfladen mest gakkede og grusomme scener. Desværre.

Men det gør ikke ligefrem Titane en tjeneste at reducere den til punktform.

For det første fordi Julia Ducournaus film selvfølgelig leverer sine groteskgeniale (ja, det er nyt ord) indfald bedre end nogen filmjournalist eller kritiker kan gøre det.

For det andet fordi en opsummering af Titane kan få den til at lyde som en film, der er ren overflade. Gak for gakkethedens skyld eller hul gimmick som Den gyldne handske.

Men Titane er så meget bedre.

Ja vel byder Titane på en række bizarre scener og overraskende plotudviklinger og har en af filmhistoriens vel nok mest outrerede hovedpersoner.

Men Titane er ikke en ‘what the fuck’-maskine.

Den er en perfekt realiseret filmisk verden, der aldrig bryder sin egen interne logik. En lige højre fra en instruktør, der med et snuptag slutter sig til de mest interessante i verden.

Og vel er Titane spækket med eksotiske sexscener, en helt uforudsigelig historie og noget af den mest brutale vold siden Gaspar Noé først fik øje på en brandslukker.

Men den største overraskelse er filmens helt overvældende sødme.

For som Ducournaus første film Raw er Titane drevet af en glødende humanisme. Sjældent har så brutal en film handlet så meget om kærlighed.

Det hele handler om retten til at være sig selv, og hvordan det kun kan lade sig gøre, når man omfavnes af betingelsesløs kærlighed fra et andet menneske.

På den måde er titlen ikke kun en reference til den titaniumplade vores hovedperson Alexia har i sit kranie.

Den er også en reference til os mennesker som titaner. I stand til ustoppelig ødelæggelse, hvis ikke vi vælger at bære hinanden på vores skuldre gennem livet.

Hvis det lyder lige symboltungt nok, så er det fordi Titane er som skabt til en dansktime. Men det originale udtryk får den gennemarbejdede symbolik til at gå rent ind, uden det nogensinde føles banalt.

Ruben Impens neonfarvede levende billeder får det surrealistiske univers til at føles som virkelighed.

Imens hamrer Jim Williams’ soundtrack afsted spædet op med en håndfuld velvalgte popsange.

Der er ikke et sekund til at kede sig i Ducournaus verden, der også strør en solid mængde sort humor udover løjerne.

Og så er der selvfølgelig skuespillerne i de to hovedroller.

Agathe Rousselle får skabt en ikonisk karakter i en slags trippelrolle, der udvikler sig filmen igennem.

Og Vincent Lindon er dybt rørende som et kæmpe skrummel af en far, hvis kærlighed for hans søn er det vigtigste i livet.

Titane er dybt bevægende, ustoppeligt opfindsom, tankevækkende og ustyrligt underholdende.

Den fortjener ikke at blive genfortalt i punktform.

Grotesk brutalitet og tårefremkaldende hjertevarme; Titane er et ustyrligt underholdende mesterværk.

6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer