Superman anmeldelse: Lørdag formiddag

Noget af det bedste ved instruktør James Gunns version af den mest ikoniske superhelt nogensinde, er at den føles som en helt almindelig lørdag formiddag.

Eller måske søndag formiddag.

I hvert fald den dag, hvor du som barn kunne sætte dig foran formiddags-fjernsynet og se actionfyldte tegnefilm med kulørte helte i centrum.

Sådan en formiddag i sofaen betød det ikke så meget, om man lige kunne huske specifikt hvem Baxter Stockman var, eller hvad Baby Doll gjorde, i det første afsnit hun var med i.

Det vigtige var, at man havde en grundlæggende forståelse af universet, og at der var fuld fart på lige netop det her afsnit.

Sådan er det også med Superman, der meget bevidst føles som endnu en episode af en igangværende historie om den kappeklædte helt, i stedet for den genstart af en millionfranchise, den egentlig er.

Således starter Superman med lidt klodset indledende tekst, inden den kaster sig ind midt i en historie, der allerede er i gang.

Superman bruger markant mere tid på gakkede påfund og introduktioner af mindre kendte helte fra DC-universet, end den beskæftiger sig med igen, igen at fortælle historien om heltens ophav.

Den antager — med rette — at alle, der tager ind for at se Superman, nok allerede har en fornemmelse af, hvad en superhelt og helt specifikt en Supermand er og giver sig i stedet i kast med at fortælle en kulørt superheltehistorie.

Superman presses på alle fronter af en krig mellem de mennesker, han forsøger at beskytte, og et kompliceret komplot fra ærkeskurken Lex Luthor.

Og strukturen som bare endnu en historie fra et allerede etableret supermand-univers, lader instruktør Gunn hive diverse bipersoner fra tegneserierne ind fra højre.

Som filmskaberen har for vane, er det selvfølgelig de mere gakkede af slagsen, hvis fjollede overflade Gunn omfavner, mens han giver dem et hjertevarmt indre.

Af samme grund byder Superman på underholdende (og fjollede) karakterer som Hawkgirl, Engineer og Metamorpho og selvfølgelig den fantastiske filmhund Krypto, der i perioder får den til at føles mere som en efterfølger til Gunns egen The Suicide Squad end en Supermand-film.

Det giver Superman sin egen gakkede og hjertevarme tone, der adskiller den fra både Richard Donners højtelskede film og i særdeleshed fra Zack Snyders dunkelt selvhøjtidelige version af universet.

Men det havde nu alligevel klædt Superman at fokusere bare en smule mere.

Filmen har en tendens til at føles overlæsset og til tider ignorerer den sine vigtigste karakterer til fordel for endnu en fjollet biperson.

Det går særligt i filmens sidste halvdel udover Rachel Brosnahans ellers gode version af Lois Lane, mens også de andre ansatte på The Daily Planet lider under det manglende fokus.

Det er synd, for Gunn rammer oftest de centrale elementer med lasersyns-præcision.

David Corenswet er den bedste Superman i rollen siden Christopher Reeve. Hans version af den blå og røde helt er en ærkegod bondedreng, der ikke har en intimiderende knogle i kroppen, og først og fremmest fremstår som omsorgsfuld.

Han er umulig ikke at elske og er med til at levere filmens oprigtigt rørende øjeblikke.

Nicholas Hoult imponerer også som en udspekuleret og moderne Lex Luthor, der også ender som den hidtil bedste repræsentation af karakteren på det store lærred.

Gunn placerer ham i en verden af misinformation og skjulte intentioner med overraskende direkte politiske referencer, der gør Superman til mere end det over-the-top superhelteridt, den selvfølgelig først og fremmest er.

Visuelt finder Superman sit helt eget udtryk med pangfarver, vidvinkel og et sprødt krystalklart udtryk og lettere uvirkeligt udtryk som er et stort lærred værdigt.

Musikken af David Fleming og John Murphy er også noget nær perfekt med generøs brug af den gåsehudsfremkaldende nye udgave af John Williams’ klassiske tema og et fantastisk og næsten komisk skummelt nyt tema til skurkene.

Den store finale er lidt noget rod, og Superman er ubetinget en overlæsset film.

Men den har en ægte menneskelighed og grundlæggende hjertevarme, som gør den til en stærk tilbagevenden for vores største superhelt.

Og så er det altså sjældent, at man kan tage i biografen, og føle sig hensat til barndommens sofa i en perfekt weekend.

David Corenswet er den bedste Supermand siden Christopher Reeve i James Gunns uperfekte, men stærkt underholdende Superman.