The Suicide Squad anmeldelse: The Suicide Squad er fantastisk og skuffende

The Suicide Squad anmeldelse: Fejring og skuffelse

James Gunns The Suicide Squad giver både grund til at være skuffet og grund til at fejre.

Lad os tage skuffelsen først.

The Suicide Squad er ikke så genial, som jeg havde troet. James Gunn var ellers det perfekte valg til at rette op på den helt forfejlede Suicide Squad.

En historie om en flok udskud der mere eller mindre uvilligt må redde dagen. Præcis samme opskrift som Gunns suveræne Guardians of the Galaxy-film.

Og Gunn hiver da også mange af de samme ingredienser frem. Overraskende hjertevarme for en flok elskelige antihelte, fandenivoldsk humor, overraskende brug af populærmusik og en række bizart fantasifulde påfund.

Men det er som om, at effekten er dæmpet.

I The Suicide Squad lander alt for stor en procentdel af vitserne fladt på gulvet. Karaktererne er charmerende, men de tager ikke plads i hjertet på samme måde som Guardians.

Her kort efter at have set filmen, er der ikke en af de mange, mange jokes, der for alvor sidder fast i hukommelsen.

Og det centrale plot – der involverer et hemmeligt projekt i det fiktive sydamerikanske Corto Maltese – er fyldt med forglemmelige skurke og helt ligegyldige udviklinger.

Det er en middelmådig udgave af en ‘men on a mission’-film, mere end det er et overraskende riff over genren.

Og filmsproget er ofte for kaotisk og klaustrofobisk til at filmen er tjent med det.

På den måde er The Suicide Squad skuffende, fordi den ikke er et nyt hovedværk i genren, som den skulle have været.

Men mindre kan heldigvis også gøre det.

Og det er så her fejringen af The Suicide Squad kommer ind.

For hold nu op, hvor er det en stor fornøjelse, at leve i en verden, hvor James Gunn har fået lov til at instruere en blockbuster superheltefilm, der er så oprigtigt sær.

Ikke siden Slither har Gunn trukket så meget på sin fortid hos lavbudgets gakkelak-filmfabrikken Troma, som han gør her.

Vel er de bloddryppende effekter til tider lige lovligt computeranimerede, men de er altid underholdende.

Og endnu bedre er The Suicide Squad spækket med oprigtigt bizarre påfund, som den strør rundhåndet ud over sin gigantiske forsamling af skurke og antihelte fra nederste skuffe i DC-kataloget.

Ingen af dem skal afsløres her.

Gunn får også det absolut bedste ud af sit stærke cast. Idris Elba får lov til at benytte alle facetter af sit talent – inklusive de komiske – og Margot Robbie fortsætter med at ramme filmudgaven af Harley Quinn helt perfekt.

Gunn giver hende endda et par øjeblikke, der for alvor finder ind til essensen af karakteren.

I mindre roller gør især David Dastmalchian sig bemærket som den både ynkelige og oprigtigt rørende Polka-Dot Man. Mens Viola Davis vender stærkt tilbage fra den første film som Amanda Waller.

Og selvfølgelig kigger Gunn-favoritterne Nathan Fillion og Michael Rooker forbi i smågeniale roller.

Det hele samles i et fantastisk spektakel af en finale, der blander moderne superheltefilms computerkaos med Gunns sans for hjertevarme og outrerede påfund.

Det er en kæmpe fornøjelse, og næsten nok til at man helt glemmer filmens lavpunkter.

En gang imellem er skuffelser værd at fejre.

The Suicide Squad er en kæmpe fornøjelse og en oprigtigt sær superheltefilm, også selvom den ikke er et nyt hovedværk i genren.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer