Persiske lektioner anmeldelse: Holocaust-drama er svært at sluge

Persiske lektioner anmeldelse: Endnu en holocaust-film

Vi har brug for flere film om holocaust.

Selvfølgelig skal vi stadig fortælle historier om en af de største forbrydelser menneskeheden har udrettet mod sig selv. Og selvfølgelig er der stadig historier at fortælle.

Men jeg tror altså ikke, at vi har bruge for flere middelgode til halvdårlige film sat under anden verdenskrig generelt eller i koncentrationslejre specifikt.

Filmhistorien er spækket med vildt varierede og hårdtslående mesterværker om de ulidelige hændelser. Fra det personlige til det almene.

Så vi har nok ikke brug for de middelmådige.

Jeg vil i hvert fald anbefale som minimum at krydse Shoah, Schindlers liste og Sauls søn af din filmliste, inden du når til Persiske lektioner.

For instruktør Vadim Perelman bruger mest holocaust som genvej til at tvinge tårer frem hos sit publikum.

Og det endda gennem en historie så søgt, at den er decideret svær at tage alvorligt.

En jødisk mand får tilfældigt fat på en persisk bog, som han bruger til at lyve om sin nationalitet for at redde sit liv i en koncentrationslejr.

Inden længe må han derfor opfinde et helt vrøvlesprog – en falsk udgave af Farsi – som en af lejrens kommandører ønsker at lære.

Så ja, vores hovedperson Gilles opfinder cirka 3000 nye ord – ofte improviseret – som han derefter lærer den videbegærlige nazist.

Og hvis det lyder utroværdigt, så bare vent til han bliver lejrens bogholder og begynder at basere sine selvopfundne ord på dele KZ-fangernes navne.

Det hele er sådan set bare to timers undskyldning for en meget lidt overraskende slutning, hvor Gilles’ særlige viden skal tvinge tårerne frem hos publikum med budskabet:

Holocaust var trist.

Men det er lidt svært at blive overbevist, når filmen springer let henover KZ-lejrenes virkelige rædsler til fordel for sære sidehistorier om nazi-vagternes indbyrdes trekantsdramaer og sladder-intriger (?!).

Faktisk i en grad så jeg til tider glemte filmens hovedperson Gilles.

I mellemtiden signalerer filmen alvor og kvalitet med sine farvedæmpede billeder og solide skuespil.

Men selv de bedste skuespillere, har svært ved at løfte tyske nazister, skrevet som var de med i Indiana Jones.

Og ikke mindst en jødisk hovedperson, hvis eneste karaktertræk er, at han er opfindsom og handlekraftig.

De klicheer har selv langt bedre fortællinger om holocaust kæmpet med.

Se dem i stedet.

Og så lad os lige få på det rene, at man skal være ualmindeligt meget dummere, end Lars Eidingers nazikommandør lader til at være, for at falde for et vrøvlesprog baseret kun på navneord og helt uden bøjninger.

Det er simpelthen for fjollet.

Det tekniske håndværk er i orden, og til tider får Persiske lektioner skabt en grundlæggende spænding for om Gilles afsløres.

Men for at nyde Persiske lektioner kræver det virkelig, at du kan sætte pris på en film, der bruger holocaust som intet andet end baggrund til et fortænkt melodrama.

Det har jeg svært ved.

Især når der findes så mange stærkere holocaust-fortællinger derude.

Persiske lektioner er et dybt utroværdigt melodrama, der bruger holocaust som intet andet end bagtæppe.

2 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer