Pagten anmeldelse: Manglende dannelse

Det er mig, den er gal med. Jeg ved det godt.

Jeg skulle være gået all-in på at læse dansk på universitetet. Film-og medievidenskab som hovedfag og dansk som tilvalg var simpelthen ikke nok.

Ikke nok til at jeg for alvor kan sætte pris på Bille Augusts filmatisering af Thorkild Bjørnvigs Pagten i hvert fald.

Det føles ellers som en film, en dansk-studerende burde sætte pris på.

Der er lagt i ovnen til klassisk dansk prestigedrama. Birthe Neumann forvandler sig til Karen Blixen, og Manuel Alberto Claro leverer solbeskinnede billeder af Blixens berømte Rungstedlund.

Og komponist Frédéric Verchevals musik er dramatisk på den helt rigtige kultiverede måde.

Pagten leverer også fine præstationer raden rundt. Neumanns Blixen er en underholdende imitation, og Nanna Skaarup Voss og Asta Kamme August stjæler næsten filmen i deres afgørende biroller.

Og Simon Bennebjerg gør også et godt indtryk som den unge Thorkild Bjørnvig. Selvom hans karakter er blandt filmens mere problematiske dele.

Det skal være et skarn af  en danskstuderende, der ikke kan sætte pris på så stort opsat en filmatisering af Thorkild Bjørnvigs Pagten om hans eget forhold til Blixen.

Måske er problemet, at jeg reelt set mere er sådan 1/4-danskstuderende. For Pagten havde svært ved at trænge ind til mig.

Det skyldes måske delvist forlægget, som jeg ikke har læst – tilvalg, du ved. Så jeg kan ikke sige det med sikkerhed.

Men Pagten præsenterer en sært ensidig historie fyldt med klicheer om uforeneligheden mellem et normalt liv og den store kunst.

Karen Blixen præsenteres som en djævlelignende skikkelse, der indgår en pagt med den unge digter Bjørnvig. 

Blixen skal inspirere kunsten ud af ham, hvis han bare adlyder hendes råd og vejledning.

Hovedsageligt handler det om, at Bjørnvig skal hellige sig sine skriverier, og forstå at hans kone og barn er alt for mondæne til at han kan blive en stor kunstner med dem på slæb.

Og fjollet nok giver filmen Blixen delvist ret i sin tese.

Bjørnvig bliver bedre til at skrive, når Blixen inviterer ham til Rungstedlund for at skrive uhindret af fjollede mondæne ting, som at være der for sit barn og kone.

Selvom filmen her mangler nogle eksempler på både Bjørnvigs digte og Blixens tekster, for at forsvare, at de overhovedet var store kunstnere.

Det var de. Særligt Blixen er ubetinget en af de største danske kunstnerer nogensinde.

Men filmen støtter alligevel den tåbelige kliche, om det mandlige geni, der må ofre sine nærmeste på kunstens alter.

Inden længe har Bjørnvig på foranledning af Blixen, vovet sig ind i en affære. Imens præsenterer Bille August og manuskriptforfatter Christian Torpe Thorkild Bjørnvig som en sært handlingslammet karakter.

Det er tydeligt den onde, onde Blixens skyld, at Bjørnvig driver sin kone til sammenbruddets rand. Bjørnvig er åbenbart helt uden skyld, og fri vilje i øvrigt.

Det hele kulminerer i en decideret fjollet konfrontation mellem Blixen og Bjørnvig, der skruer dramaet så højt op, at selv de stærke præstationer ikke kan bære det.

Men det kan selvfølgelig være et iboende problem fra forlægget, at Bjørnvig har præsenteret sin rolle i historien, som et uskyldigt lam.

Enkelte forsøg på at nuancere Bjørnvigs ansvar føles halvhjertede. Pagten har det sjovere med Blixen som karikeret djævel

Men filmen må selv tage ansvar for sin akutte mangel på personlighed. August iscenesætter så klassisk, at det nærmer sig det flade.

Og Manuel Alberto Claros billeder er cirka lige så smukke, som de er kedelige.

Det får Pagten til at føles mere som en film dømt til gymnasieundervisning, end nogens nye favoritfilm.

Periodefilm behøver altså ikke være så stivbenede.

Virkelighedens Blixen havde næppe været tilfreds med at spille en rolle i så konventionel en film.

Men altså, hvad ved jeg.

Jeg er slet ikke dannet nok til at sætte pris på Pagten.

På trods af fine præstationer er Pagten mere klichetungt museumsstykke end levende drama.