Guardians of the Galaxy Vol. 3 anmeldelse: En ambivalent afsked
Som fan af Marvel-filmene er det en ambivalent følelse at se Guardians of the Galaxy Vol. 3.
For på den ene side er det en kæmpe lettelse, at filmen er så god, som den er.
Det er en fryd at se, at Marvel stadig kan levere film, som er mere end sløsede green-screen byggeklodser til…endnu flere film.
Vol. 3 har sine egne problemer, men den mangel på elskelige karakterer, filmisk fortælleglæde og sans for eventyr som har hærget i for mange Marvel-film de sidste år, er ikke iblandt dem.
På den anden side er Vol. 3 et langt farvel til galaksens outsiderer, som vi har kendt dem. Det skaber jo en vis nervøsitet for, at det også er et farvel til det sidste af Marvels bedste kort.
At fremtiden nu kun byder på sjuskede film som Quantumania.
Men Marvel har overrasket positivt før, og jeg håber stadig, at de gør det igen.
I mellemtiden kan vi så nyde instruktør James Gunns sidste eventyr med karaktererne, der gjorde Troma-drengen til en eftertragtet blockbusterinstruktør.
Og er man fan af Gunn, bliver man næppe skuffet.
Vol. 3 byder på den velkendte kosmiske gakkethed, det store hjerte for outsiderer, et bredt udvalg af retro pophits (denne gang lidt tilfældigt drysset over filmen) og selvfølgelig en halv-ironisk slowmotion scene, hvor vores helte vandrer mod kameraet.
Alt det fungerer som det skal, og gør at Vol. 3 er mindst lige så underholdende som de tidligere film i serien.
Mere unikt indfører Gunn også et klædeligt mørke til trilogiens finale, der særligt fokuserer på den pelsede Rocket og hans grusomme forhistorie.
Den udfolder sig hovedsageligt i flashbacks som en oprigtigt grusom og ofte rørende kombination af Fru Brisbys hemmelige verden og Mutant Year Zero: Genlab Alpha.
Her får misrøgtede mutantdyr lov til at blive Gunns ultimative helte i en — for en Marvel-film — overraskende brutal fortælling.
Rockets historie — komplet med en stærk præstation fra Bradley Cooper — er en suveræn tilføjelse til den umage gruppe af helte, og er med til at gøre filmens finale til en af Marvels bedste.
At det havde klædt filmen at skære noget af det fedt fra, som ikke fokuserer på Rockets skæbne, er en anden historie.
For selvfølgelig er Gunn nødt til at komme rundt om de andre karakterer, men det skaber også en noget opsvulmet og episodisk film, der gør at Vol 3. trods alt ikke kan hamle op med den første film i serien.
Det gælder også for humoren, der lidt for ofte føles mere anstrengt end naturlig.
Men kedelig er Vol. 3 heldigvis aldrig og både effekter og action hører til det bedste Marvel kan præstere — og det bedste de har præsteret i snart årevis.
Og castet — hvoraf flere nok spiller deres elskede karakterer for sidste gang — leverer alle veloplagte præstationer.
På den måde ender Guardians of the Galaxy Vol. 3 både som en værdig finale for Marvels måske bedste filmserie.
Men også som en påmindelse om hvad Marvel kan, når oprigtigt kreative og talentfulde mennesker får ægte adgang til styrerummet i den gigantiske tegneseriemaskine.
Nu er det så bare at håbe, at nogen kan tage over, hvor Gunn har givet slip.
Guardians of the Galaxy Vol. 3 er et forbløffende rørende farvel til nogle af Marvels mest mindeværdige helte, men har heldigvis også tid til at være et hæsblæsende kosmisk eventyr.
