Jurassic World: Dominion anmeldelse: En dino-katastrofe på flere niveauer

Jurassic World: Dominion anmeldelse: Man vænner sig til det

På et tidspunkt i Jurassic World: Dominion siger Laura Dern noget hen ad ‘This never gets old’.

På det tidspunkt er hun ved at kærtegne en lille triceratops — en af filmens få animatronics — og det er hyggeligt at se både Laura Dern, Sam Neill og ikke mindst Jeff Goldblum tilbage i deres oprindelige rolle fra Spielbergs mesterværk Jurassic Park.

Men hun tager fejl. Man vænner sig faktisk til det.

I Jurassic World: Dominion er magien ved de filmiske dinoer så godt som drænet. Sjældent har en film ellers budt på helt så mange computeranimerede dinosaurer i en tilsyneladende uendelig række.

Men det er også en stor del af filmens — ret lange liste — af problemer.

Jurassic World: Dominion er en kæmpe kavalkade af vægtløse spændingsscener hægtet sammen af det mest rodede blockbuster-plot, jeg har været vidne til i en biograf i årevis.

Her er et udpluk af det dusin historier Jurassic World: Dominion kaster sig ud i at fortælle.

En coming-of-age historie for en menneskelig klon, et familiedrama med samme teenage-klon i centrum, jagten på et kidnappet barn, jagten på en velociraptors kidnappede barn, et øko-katastrofe komplot med genmodificerede kæmpegræshopper, to aldrende videnskabsfolk og deres ulmende romance og selvfølgelig endnu et dinosaur-reservat, der bryder sammen.

Det hele hægtes sammen af dybt utroværdige fortællemæssige krumspring af den slags, hvor de rigtige personer altid dukker op på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Undervejs ønskede jeg mig tilbage til simpliciteten fra Jurassic World: Fallen Kingdom. Det er ikke et godt tegn.

Pengene er på lærredet, selvom de computeranimerede dinosaurer langtfra har samme gennemslagskraft som i Spielbergs original. Men de åbenlyst dyre actionscener er et kaotisk miskmask af tilfældige ideer ofte klippet til uigenkendelighed, og det føles ikke på et eneste tidspunkt, som om vores helte er i fare.

Og tro mig, laserstyrede lejemorder-raptors lyder markant mere underholdende, end det rent faktisk er.

Imens refereres nostalgikvalmt til den originale film ala Ghostbusters: Afterlife, mens filmen har så travlt, at den glemmer at følge op på sin cliffhanger fra sidste film.

Et blik ind i en verden hvor dinosaurer nu lever frit, overstås i en klodset nyhedsmontage, inden filmen igen, igen tager afsted til en dinosaurpark, hvor alt går galt.

Det ikoniske lyddesign fra Jurassic Park er erstattet med en uendelig mængde støj, og det er vel sådan set meget passende.

For Jurassic World: Dominion er desværre bare støj, og ja, man vænner sig til støj, på trods af hvad Laura Dern siger, men det gør det alligevel ikke rart at være fanget i.

Jurassic World: Dominion er en næsten ulideligt rodet afslutning på en i forvejen sløj trilogi af moderne opfølgere til et blockbuster-hovedværk. Se Jurassic Park igen.

2 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer