Verdens værste menneske anmeldelse: Joachim Triers nyeste er mere romantisk komedie end generationsportræt

Verdens værste menneske anmeldelse: En generation lidt på afstand

Der skal en Trier til før skandinaviske film bliver helt så hypede hos filmnørderne som Verdens værste menneske.

Denne gang er det en Joachim Trier, der har sat rystelser igang hos cineasterne med den lovede afslutning på sin ‘Oslo-trilogi’, som den norske instruktørs trio af film Reprise, Oslo, 31. august og nu Verdens værste menneske undervejs er blevet navngivet.

Og alene i den danske presse er Verdens værste menneske blevet udråbt til at være et hovedværk i nordisk kultur med sekvenser, der vil går over i filmhistorien og et ekstremt rammende portræt af ,ja, min egen, generation.

Med den slags budbringere kan selve filmen næsten kun skuffe, og det var lige, hvad Verdens værste menneske gjorde for mig.

Som film er den langt mindre helstøbt og flagrende end Joachim Triers fremragende Thelma, særligt i filmens sidste del hvor en udefrakommende tragedie trækker fokus væk fra filmens hovedperson 30-årige Julie.

Og som generationsportræt føles den for mig mere som et udenforstående blik ind på os millennials. Måske er det også derfor Trier til sidst svigter sin hovedperson til fordel for den ældre og med instruktøren jævnaldrende tegneserietegner Aksel.

Nej, Verdens værste menneske er for mig ikke et mesterværk.

Men skuffelsen er til gengæld til at overse, når man i stedet får serveret en veloplagt romantisk komedie.

For trier er heldigvis stadig en stor filmskaber, også i dette portræt af unge Julie, der driver gennem livet og kærligheden drevet af følelser, hun ikke altid helt forstår.

Trier har et fællesskab med den Red Rocket-aktuelle Sean Baker, når han empatisk stiller sig helt på sine hovedpersoners side. Også når andre ville kalde dem røvhuller.

Og så kombinerer han suveræn personinstruktion — Renate Reinsve er uforligneligt god som Julie — med små poetiske eksplosioner, der f.eks. sender publikum på svampetrip eller ud i Oslos gader, hvor tiden er gået i stå.

Det hele med samme formål, at komme under huden på hovedpersonen Julie.

Og i størstedelen af filmen lykkes det heldigvis, godt hjulpet på vej af Kasper Tuxens billeder og en fantastisk brug af musik.

Trier får alle scener til at sitre af energi, også selvom det hele til tider bliver lige overskrevet nok til at være rigtig troværdigt.

Men sådan er det jo i mange gode romantiske komedier.

Og det er der Verdens værste menneske ender. Som en god romantisk komedie og ikke et generationsdefinerende hovedværk.

Men det er sådan set også rigeligt.

Joachim Trier nyeste film er en dynamisk og ofte oprigtigt rørende romantisk komedie, selvom den mister sit sigte mod slutningen.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
?>?>