København findes ikke anmeldelse: Forelsket i minderne
Da jeg i sin tid anmeldte instruktør Martin Skovbjergs spillefilmsdebut Brakland, roste jeg den for dens visuelle udtryk.
Brakland lod verden omkring sine hovedkarakterer være en sløret masse, som om filmen personer ikke for alvor kunne fokusere på andet end deres egen oplevelse.
Sådan er det også i Skovbjergs opfølger København findes ikke, der filmisk er endnu mere slående.
Jacob Møllers billeder af et ofte overskyet København, lader karaktererne svæve i et drømmelignende og billedskønt limbo.
Imens lader klipningen — som intet mindre end 6 personer har haft med at gøre! — fortid og nutid smelte vellykket sammen.
Det giver mening, da filmens hovedperson Sander netop dykker dybt ned i sine minder for at finde hoved og hale i sin forelskelse og efterfølgende forhold til kvinden Ida.
København findes ikke leverer den fortælling så filmisk lækkert, at det er svært ikke at blive opslugt af den hypnotisk stemning.
Lyddesigner Carlos Garcia har sans for detaljen, og musikken af Av Av Av binder springene i tid og filmens komplekse følelsesregister smukt sammen.
Der er mildest talt talent bag kameraet.
Men foran kameraet er Vilmer Trier Brøgger også fremragende i hovedrollen. Angela Bundalovic stjæler næsten alle de scener hun er med i, selvom hendes karakter er noget underskrevet.
Men at Ida ikke helt er en fuldendt karakter, er en del af filmens pointe.
København findes ikke udforsker netop, hvordan vi maler virkeligheden — og dem omkring os — med vores egne dybt subjektive følelser.
Vi laver vores egen historie, om den passer eller ej.
I København findes ikke er virkeligheden subjektiv.
Det gør til gengæld også, at Sander og Ida på trods af de stærke præstationer, aldrig rigtigt kommer til at føles som rigtige mennesker, men mere som konstruerede skygger i filmens univers.
Jeg følte ikke rigtigt med dem.
Faktisk er det Zlatko Buric som Idas sorgramte far, der leverer filmens eneste reelt rørende øjeblik.
Og da filmen i sin sidste tredjedel forlader den subjektive virkelighed til fordel for meget konkrete svar om Ida og Sanders forhold, føles det hele pludselig lidt banalt.
Særligt når det er svært at føle med karaktererne.
Alligevel er København findes ikke en stærk og sanselig filmoplevelse, der tilmed leverer en af de smukkeste filmiske versioner af København siden Reconstruction — som den i øvrigt har ret meget til fælles med.
Det er værd at tage en tur med ind i Martin Skovbjergs drømmende univers, også selvom Sanders minder aldrig ramte mig helt så meget, som de ramte ham.
København findes ikke er en filmisk formfuldendt illustration af, at vi alle sammen skaber vores egen virkelighed.
