Brakland anmeldelse: Noget ulmer

De bedste øjeblikke i Brakland føles som om, noget kan gå galt når som helst.

Som om de to unge drenge i hovedrollerne er tikkende bomber, der bare venter på at eksplodere.

Problemet er bare, at der bygges for klodset op til eksplosionen, og at når eksplosionen kommer, er den lidt af en fuser.

Det betyder heldigvis ikke, at der ikke er ting at værdsætte i instruktør Martin Skovbjergs debutspillefilm.

Vilmer Trier Brøgger leverer en en flot præstation som den unge Simon, der pludselig er tvunget til at flytte fra København til den fjerne Vesterby, der fremstår som definitionen af udkantsdanmark.

Her møder han den plagede og aggressive Bjarke, og de to får et mere eller mindre anstrengt venskab, der på klassisk teenagedreng-maner er baseret omkring at prøve grænser af.

Bjarke spilles også imonerende af Vilmer Trier Brøgger, der med blikket sat mod horisonten, bliver tiltagende psykopatisk.

Det er bare lidt som om, det hele er set før.

Som dansk ungdomsfilm skiller Brakland sig klart ud, men i et europæisk filmlandskab tæt befolket af lignende coming-of-age historier, har den desværre lidt svært ved at følge med.

Noget ondt lurer i horisonten, og som de to drenge sættes på prøve i deres familieliv men de prøver at finde ud af, hvem de er, bliver truslen om vold overhængende.

Men vejen hen til derouten er underligt formularisk.

Manglende faderfigurer og lidende mødre, er ingredienser i en fortælling, der føles lidt for bekendt, mens en enkelt meget dramatisk begivenhed i en af drengenes liv virker som en ret unødvendig tilføjelse af kunstigt drama.

Og så bliver det hele heller aldrig rigtigt ubehageligt. Bjarke er ustabil fra start af, og hans fascination af aber virker i højere grad som en symbolsk manuskriptkonstruktion end noget den virkelige Bjarke ville gide at bruge tid på.

Det samme gælder desværre også for den noget opstillede slutning, hvor de to drenge pludselig er i stand til at udtrykke alle deres indestængte følelser.

Det er synd, for i mange scener oser Brakland af stemning.

Skovbjerg og fotograf David Gallego har skabt en smukt visuelt sprog, der ofte lader drengenes omgivelser henligge i sløret tåge. Det er enormt velfungerende og en fin illustration af teenageres ofte manglende evne til at se længere end deres egen næsetip.

Men indholdet følger desværre ikke helt med formen. Når alle kvinder enten er skrøbelige mødre, der skal beskyttes, eller sexobjekter, så kommer det måske lidt for meget til at føles som om, det også er Bjarke og Simon selv, der har lavet Brakland.

Men det er måske også en pointe i sig selv.

Og under alle omstændigheder, har Brakland ofte held med sende sit publikum tilbage til de hårde teenageår.

Det er vel sådan set også en præstation i sig selv.

Brakland er visuelt vellykket og byder på fine præstationer, men historien om de vrede unge mænd føles desværre lidt for bekendt.