Maquia: When the Promised Flower Blooms anmeldelse: Drager og mødre

Mari Okadas debut som instruktør er på overfladen en klassisk omgang high-fantasy, med alt hvad det indebærer af magi, konger, krige, drager og gamle sagn.

Og guderne skal vide, at det er en smuk overflade.

Den krystalklare animation vækker effektivt Okadas verden til live i en kulørt og malerisk kombination af klassisk animation og 3D, der skaber dybde i de imponerende baggrunde.

Og fantasy-universet – der blandt andet inkluderer en race, der væver et smukt klæde ud af historiens begivenheder, og en by, der tilsyneladende er en stor smedje – rummer rigeligt med fascinationskraft i sig selv.

Men det er kun på overfladen, at Maquia ligner en klassisk fantasy-fortælling.

For instruktør Okada er ikke helt så interesseret i drager og krige mellem kongedømmer, som hun er i at fortælle en hjerteskærende historie om moderskab og død.

Midt i det hele står titlens Maquia, der er fra det tidligere nævnt vævende folk, der lever adskilt fra menneskenes verden, ikke mindst fordi deres levetid er meget længere.

Af samme grund får Maquia at vide, at hun aldrig skal elske nogen udefra – for så vil hun for alvor føle sig alene, når de dør fra hende.

Så selvfølgelig bliver Maquia involveret i verden udenfor, da et krigerisk kongedømme presser hende ud i menneskenes verden, hvor hun finder et forældreløst barn, hun tager til sig.

Derfra skrider Maquia i et roligt tempo frem gennem en historie, der strækker sig over en årrække og er fyldt med melankoli og store følelser.

Altså, sådan virkeligt store følelser.

Det kræver lidt at vende sig til den næsten konstant stortudende hovedperson, men støt og roligt får Maquia opbygget en gruppe elskelige karakterer, og da filmen når frem til sin smukt udførte afslutning, vil de fleste i publikum nok have indtaget pladsen som den stortudende.

Maquia er solidt forankret i et – for anime alt for sjældent – kvindeligt synspunkt, der undgår mange af de fælder kvindelige karakterer ellers ofte ryger i, i japansk animation.

Overvejelserne om moderskab virker oprigtigt dybfølte, mens de andre temaer, om livets forgængelighed og de beslutninger vi tager undervejs, er universelle.

Men det kræver selvsagt, at man kan hengive sig til Okadas solbeskinnet sentimentale univers, der ikke er bange for at hive lidt hårdt fat i hjertestrengene.

For mig var det nu ikke noget problem.

Som de største fantasy-historier bruger Mari Okada magi til at fortælle noget om menneskers inderste, og Maquia er et løfte om store ting i fremtiden for den japanske instruktør.

Maquia: When the Promised Flower Blooms er billedskøn fantasy og bevægende menneskeligt drama i samme smukke pakke.