Wicked: Part 2 anmeldelse: En Chu-softice

I min anmeldelse af den første Wicked beskrev jeg filmen som en næsten vulgært overdådig dessert, som kun instruktør Jon M. Chu havde evnerne til at indrette appetitligt.

Hvis vi skal fortsætte med den anstrengte sammenligning — og hvorfor dog ikke det? — så er Wicked: Part 2 desværre mere som at få tvunget sin mund åben og blive spændt fast under en softicemaskine.

Det er ikke specielt rart.

Og endnu værre, så er det noget af en skuffelse, for en der var mere end almindeligt glad for den fremragende Wicked.

Det gør nærmest kun det hele værre at dygtige Jon M. Chu stadig — med et fagudtryk — instruerer røven ud af bukserne på Wicked: Part 2.

For selvom Wicked: Part 2 er så skuffende, at den faktisk underminerer den første film, så er det ikke fordi Chu har mistet sine evner.

Anden del af den alternative historie om heksen fra Oz er stadig sanseligt filmhåndværk fra øverste skuffe.

Scenografien er stadig bjergtagende i sin kulørte blanding af smukke kulisser og digitale effekter, og Chu træffer smågeniale kreative valg til alle de musikalske højdepunkter i anden halvdel af musicalen.

Men allerede her starter problemerne, for der er absolut ingen af sangene i denne anden halvdel, der når i nærheden af den første films bedste sange og sekvenser.

Bedst er den sentimentale For Good, nok fordi den zoomer ind på både filmene og historiens bedste element: venskabet mellem de to ‘hekse’ Glinda og Elphaba.

Både karakterer og i særdeleshed skuespillerne Ariana Grande-Butera og Cynthia Erivo har en uimodståelig kemi, som heldigvis ikke er formindsket i denne anden omgang.

De er stadig en stor fornøjelse.

Desværre glemmer Wicked: Part 2 dem i lange perioder, når den tager alle de værste dele fra den første film — den usammenhængende historie om fantasilandets dyr og ønsket om at lave tråde til både den oprindelige bog og film — og gør dem til det absolutte hovedemne.

Historien i Wicked: Part 2 er noget forfærdeligt rod.

En fragmenteret omgang overfortalt vrøvl, der sætter alle sejl ind på at bygge Star Wars-prequel bro til The Wizard of Oz med ofte groteske plotudviklinger, som jeg spår kommer til at give ingen mening for dem der ikke har set den klassiske film.

Karakterer fra første halvdel ofres og transformeres på fortænkt og utilfredsstillende vis, kun for at lave endnu en reference til det oprindelige værk.

I baggrunden spøger tilsyneladende en mere dunkel historie om propaganda og tyranni, som kun mudrer udtrykket i en film, der egentlig bare gerne vil være et familievenligt eventyr.

Wicked: Part 2 er på en gang for lang, samtidig med, at den ikke giver sig tid til at forsvare spontan karakterudvikling, der aldrig bliver andet end plotmekanismer, der skal lede frem til filmens lunkne afslutning.

Det er mere end selv Jon M. Chus instruktørevner kan overkomme og en voldsom skuffelse, for en som mig, der ikke var bekendt med den oprindelige musical, inden jeg så den første fremragende film.

Det betyder ikke, at der ikke er enkeltdele af Wicked: Part 2, der er værd at opleve, men jeg fristes til at sige, at de ikke er helheden værd.

I stedet vil jeg prøve at bilde mig selv ind, at Wicked bare har en åben slutning, og se den første film som en afsluttet historie om en heks coming-of-age.

Hellere den første films overdådige dessert, end den anden films tvungne softice.

Wicked: Part 2 er stadig flot iscenesat, men historien forvandles til en rodet undskyldning for referencer til The Wizard of Oz.