In the Heights anmeldelse: Hamilton-forløber er fremragende feel good

In the Heights anmeldelse: Lige tilpas for meget

For mig er In the Heights lige tilpas for meget. Men der er helt klart en risiko for, at du vil synes den bare er for meget.

Hvis 2½ time med kulørte billeder fyldt med vanvittigt smukke mennesker, der udtrykker deres drømme og håb gennem sang og dans, får det til at vende sig i dig, så skal du holde dig langt væk fra In the Heights.

Den er ikke for dig.

For In the Heights er helt klart over the top. En konstant pulserende musikvideo af en film, hvor simple karakterer helt uden ironi synger om deres ligefremme følelser.

Men den er også fremragende.

Det skyldes selvfølgelig først og fremmest kildematerialet af den moderne musicalmester Lin-Manuel Miranda.

Den tåbeligt talentfulde Miranda skrev faktisk allerede første udkast til In the Heights som 19-årig i 1999, men det er 13 år siden In the Heights fik premiere på Broadway.

Siden stod Miranda selvfølgelig bag den moderne musicalklassiker Hamilton, der berettiget skød ham helt øverst på stjernehimlen.

Når man nu i 2021 ser filmudgaven af In the Heights er det svært ikke at se den som en prototype.

Historien om butiksejeren Usnavi og hans store omgangskreds i New York-kvarteret Washington Heights er som Hamilton, historien om magien og bagsiden ved den amerikanske drøm og den kulturelle kompot som USA er.

Men mest af alt er In the Heights en hyldest, ikke kun til kvarteret med det mest prominente dominikanske fællesskab i USA, men til alle amerikanere med latino-arv, der har kæmpet sig til en plads i ‘the land of the free’.

Det skinner også stærkt igennem i instruktør Jon M. Chus overlegne filmudgave af musicalen, der – i hvert fald for en meget lidt latino dansker – føles som en ærlig og dybfølt repræsentation af kulturen.

Måske manuskriptet af Quiara Alegria Hudes til tider er lidt uklart i sin historiefortælling, og der er slet ikke samme kompleksitet som i Hamilton.

Men det er der slet ikke tid til at tænke over i Chus hyperenergiske filmatisering, der bobler over af så meget livsglæde, at man bliver fuldstændigt smurt ind i det.

Lidt ligesom den sved hovedpersonerne i In the Heights er smurt ind i, der må være en af alletiders bedste sommerfilm. New York-varmen stråler ud af lærredet fra første sekund.

Det skyldes især Jon M. Chu. Instruktøren af de to absolut bedste Step Up-film folder sine tekniske overlegne evner ud i de vanvittigt smukke og smittende humørfyldte musicalnumre, der fylder In the Heights fra ende til anden.

Chu formår at rykke Broadway-stykket over på det store lærred og gøre sangene ægte filmiske. Kæmpe koreograferede dansesekvenser folder sig ud i spejlinger på vinduesruder, special effects lader karaktererne danse op af husene og New Yorks metrokort tager bogstaveligt plads mellem karaktererne.

Det er fantastisk vellykket, men bevarer samtidig fortællingens hjertevarme uden at fortabe sig i et stift fokus på teknik.

Det hjælpes godt på vej af det vanvittigt karismatiske cast, ført an af Anthony Ramos, der overtager hovedrollen fra Miranda selv. Han et intet mindre end fantastisk, både i kraft af sin charme, men selvfølgelig også både sang og danseevner.

Og så kan det ikke undervurderes, hvor hårdt end film om fællesskab fyldt med sang og dans slår i kølvandet på en global pandemi. In the Heights er simpelthen det skud glæde mange af os har gået og ventet på.

Desto mere trist er det, at distributørerne, producenter og biografer stadig kæmper om det nye biograflandskab. Af samme grund får In the Heights ikke plads på danmarks største lærreder, som den burde.

Det er en skændsel.

Men hvis du får chancen for at se In the Heights i sin meget begrænsede biografpremiere, bør du gøre det.

Den er lige tilpas for meget.

In the Heights er en svimlende dosis filmisk fryd, der medbringer alt det fællesskab og den boblende glæde, som vi alle sammen har manglet den sidste tid.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer