Flugt anmeldelse: Flugten til frihed
Den danske animerede dokumentar Flugt er dømt til at blive sammenlignet med mesterværket i samme genre; Waltz with Bashir.
Sammenligninger er måske ikke nødvendigvis det, filmskabere er ude efter, når de smider et værk ud i verden, der har været årevis undervejs. De fleste vil gerne stå på egne ben.
Men det er nu ment som et kæmpe kompliment. For Waltz with Bashir er en enestående film. En ubetinget klassiker. Så når instruktør Jonas Poher Rasmussen 13 år senere opnår noget lignende, så bør det altså fejres.
Flugt er en bedrift.
Som i Waltz with Bashir bruger Jonas Poher Rasmussen animation som virkemiddel til at trække menneskeligheden og poesien helt i front.
Flugt fortæller en ekstremt personlig historie om Jonas Poher Rasmussens gamle gymnasiekammerat – i filmen under det anonymiserede navn Amin – og hans families flugt fra Afghanistan.
I en anden verden kunne Flugt være en af den slags flygtningehistorier, som min hjerne desværre har lært at filtrere væk, inden de når ind til mit hjerte.
En ‘talking heads’ dokumentar med et velmenende humanistisk og politisk budskab.
Men i kraft af sin enkle og karakterfulde animation og skarpe klipning, bliver Flugt til noget mere. For den animerede udgave af Amins historie omgår de indbyggede filtre, og giver ikke kun en ægte flig af livet som flygtning, der sætter sig direkte i øjet.
Den fortæller også en dybt bevægende historie om en persons jagt på personlig frihed på flere niveauer. For Flugt er i endnu højere grad historien om Amins jagt på at være sig selv helt personligt, som den er historien om at flygte fra et krigshærget land.
Jeg havde for eksempel aldrig forestillet mig, at Flugt ville have en af de bedste tacklinger af en homoseksuel, der springer ud for sin familie, jeg nogensinde har set.
Og så har jeg slet ikke nævnt den lyserøde walkman, der følger Amin og os gennem historien med velvalgte megahits fra den vestlige verden, mens Amins familie kæmper med at få råd til en menneskesmugler, der kan fragte dem til et bedre sted.
Eller måden hvorpå menneskene forvandles til skitse-lignende skygger, når historien bliver for voldsom til at bære.
Eller øjeblikkene af humor, der gør Flugt til en varm oplevelse.
Og det er netop det Flugt er. En intim og varmt menneskelig historie om en ekstraordinær person.
Den når måske ikke helt højdepunkterne af brutal poesi fra Waltz with Bashir, men den veksler dem til gengæld for sin helt egen variant af hjertevarmende humanisme.
Så jeg gentager.
Når jeg bruger Waltz with Bashir som sammenligning, er det altså ment som et kompliment.
Dybt personlig og uimodståeligt bevægende. Flugt hører til blandt de helt store dokumentaroplevelser.
