Dune anmeldelse: Dune er bjergtagende biografoplevelse

Dune anmeldelse: Det rette krydderi

Hvad Dune angår, har jeg ikke kvalifikationerne på plads.

Jeg er ellers præcis den type nørd, der burde have læst Frank Herberts science fiction klassiker Dune og måske endda de 5 ikke helt så klassiske efterfølgere.

Det har jeg ikke.

Så jeg har selvsagt heller ikke læst den tilsyneladende endeløse række efterfølgere af Brian Herbert og Kevin J. Anderson udgivet efter Herberts død.

Men som filmfan har jeg vel i det mindste set David Lynchs berygtede filmatisering af Dune fra 1984?

Svaret er nej.

Og jeg har heller ikke set miniserie udgaverne lavet til TV omkring årtusindeskiftet.

Det eneste jeg ved om Dune, er noget med sand, enorme orme, krydderi og at titlens danske oversættelse har en lidt tihi-agtig dobbeltbetydning.

Med andre ord vil min indgang til Dune nu for altid være instruktør Denis Villeneuves stort opsatte filmatisering. Så det er ikke mig, du skal komme til for præcise analyser af om Timothée Chalamets præstation som den eksotisk navngivne helt Paul er tro mod forlægget.

Jeg kan til gengæld sige, at for en Dune-ignorant, er den nye film en fantastisk introduktion til universet.

Instruktør Villeneuve åbner et vindue til en fantastisk iscenesat verden, hvor adelige huse i et feudalt rumsamfund kappes om et livgivende og bevidsthedsudvidende stof på en fjern ørkenplanet.

Ikke siden Ringenes Herre, har en stort opsat blockbuster præsenteret helt så gennemført bjergtagende et univers på det store lærred.

Gigantiske rumskibe bryder fysikkens love, når de hænger som betonmonumenter over den brutalistiske arkitektur.

Det er et visuelt og lydmæssigt trip, mindst lige så bevidsthedsudvidende som det dyrebare krydderi, der blæser i vinden på planeten Arrakis’ ørken.

Dune er med andre ord en biografoplevelse af de helt store, der lader Villeneuve fri af de tøjler, der bandt ham i den vellykkede, men ikke gennemført fantastiske Blade Runner 2049.

Dune skaber både et troværdigt og detaljeorienteret fantasiunivers til os nørder og en næsten kunstfilm-inspireret visuel og lydmæssig rejse.

Og alligevel drukner menneskeligheden ikke i maskineriet. I modsætning til Blade Runner-efterfølgeren får Dune skabt karakterer, man kan holde af.

Timothée Chalamet leverer imponerende nuancer i sin præstation som den tilsyneladende kommende superhelt og frelser Paul.

Men også Rebecca Ferguson, Oscar Isaac og Jason Momoa får puttet hjerte i en film, der ellers ofte truer med at være en hovedsageligt ærefrygtindgydende æstetisk oplevelse.

Og på toppen smøres et tykt lag af gåsehudsfremkaldende musik fra Hans Zimmer, der er med til at skabe ægte mystik i filmens kerne.

I hvert fald for os der ikke i forvejen kender historien.

Og så er det en historie, der byder på en kompleks blanding af store temaer. Kolonialisme, miljøhensyn og den uhyggelige hårsbredde mellem lederskab og fascisme.

Det er en fængende cocktail.

Det bedste jeg kan sige om Dune er måske, at den har givet mig lyst til mere. Jeg er fristet til endelig at få læst Herberts bøger.

Lysten til mere er til gengæld også filmens akilleshæl, for Dune part 1, som den hedder på lærredet, efterlader benhårdt sit publikum med en totalt uafsluttet historie, der kræver en efterfølger.

En efterfølger, der endnu ikke med sikkerhed bliver produceret.

Af samme grund må du hellere se at komme i biografen og se første del. Det ville være en tragedie, hvis Dune forblev ufærdig.

Også selvom du ikke kender noget til Dune på forhånd.

Dune er bevidsthedsudvidende underholdning og en på alle måder bjergtagende biografoplevelse. Ventetiden til del 2 bliver lang.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer