No Time to Die anmeldelse: Craigs sidste Bond hører blandt de bedste

No Time to Die anmeldelse: Al tid i verden til at dø

“We have all the time in the world”.

Den replik droppes ganske tidligt i Daniel Craigs sidste omgang i rollen som James Bond, og så ved Bond-fans nok godt, hvad klokken er slået.

For det føles næsten som et manifest, når No Time to Die refererer til den bedste Bond-film (Jo, det er den bedste) On Her Majesty’s Secret Service allerede så tidligt i processen.

Det var jo meget berygtet filmen, der ramte Bond og publikum, hvor det gjorde ondt. Ikke med en laser i skridtet, men med et knust hjerte i en sønderskudt bil.

Og med den 25. film i serien har Cary Joji Fukunaga samme ærinde. Vi skal for alvor føle med Bond.

Det har jo sådan set også været det særlige ved Daniel Craigs Bond-film – udover den føljeton-fortællingen. De har søgt at få publikum under huden på den stålsatte agent.

Det lykkedes i den fremragende Casino Royale, og til dels i den udmærkede Skyfall, mens både Quantum of Solace og Spectre hører til i den virkeligt slappe Bond-afdeling.

Men det lykkes heldigvis også i No Time to Die, der på imponerende vis får flettet en tilfredsstillende afslutning sammen på den ofte rodede Craig-saga.

Det er sådan set en præstation i sig selv, og No Time to Die kan da heller ikke sige sig fri for flere af de foregående films problemer.

Rami Maleks skurk er ikke mindeværdig (selvom hans hovedkvarter er det) og de mange plottråde fra tidligere film er ikke altid til filmens fordel.

Og så har No Time to Die virkelig al tid i verden.

No Time to Die er den længste film i serien. Men Fukunaga og de faste manusforfattere Neal Purvis og Robert Wade viser sig at have brug for hvert minut af de næsten tre timer (!) filmen varer.

Plenty of Time to Die.

Det er teknisk set nok for lang tid at bruge 3 timer på en Bond-film. Men Fukunaga spænder film-musklerne og holder opmærksomheden fanget med elegant instruktion og højt tempo.

Det er svært at kede sig på trods af den lange spilletid.

Filmen leverer alle de smukke globetrottende billeder, man kan ønske sig, og de små eksplosioner af taktil action er solide.

Også selvom jeg personligt efterhånden savner den mere over-the-top-action-Bond fra tidligere generationer.

Men det er svært at klage, når filmen hoster op med den ene veltunede sekvens efter den anden. Lidt overraskende leverer Fukunaga endda et par scener med eftersmag af gys.

Som da en mand i en porcelænsmaske jager en ung pige over en knagende frossen sø, eller en sekvens hvor køretøjer lurer i en tåget skov, som var de monstre.

Det gav mig lyst til at se, hvordan Fukunagas lovede udgave af It havde set ud.

Imens leverer filmen også en håndfuld oprigtigt vellykkede jokes og campede one-liners, der går overraskende godt i spænd med det tunge drama.

Og flere af birollerne – særligt Léa Seydoux som Bonds elskede og Lashana Lynch som ny 00-agent – leverer fængende præstationer.

Og så finder No Time to Die et tilfredsstillende moderne ståsted i Bonds relation i kvinder.

Det hele krydres med fremragende og melodramatisk musik fra Hans Zimmer.

Selvom No Time to Die er endnu et eksempel på, at de fleste Bond-film aldrig bruger det berømte Bond-tema på de rigtige tidspunkter.

Men den vellykket hæsblæsende underholdning er faktisk ikke filmens stærkeste kort.

Det er dramaet.

No Time to Die viser sig først og fremmest at være en kærlighedshistorie, og endda en rørende en af slagsen.

Daniel Craig spiller fremragende i den skiftevis forknytte og eksplosive hovedrolle, og for første gang fik jeg oprigtigt ondt af Bond, når lidelserne stabler sig op på hans skuldre.

Det er virkelig ikke et tilfælde, at Craigs Bond har ‘All the time in the world’, og at Hans Zimmers storladne musik også citerer On Her Majesty’s Secret Service.

Præcis som den film viser No Time To Die sig at være en tragedie.

Et faktum der var givet allerede tilbage i Casino Royale. Craigs Bond er en plaget mand.

Det gøres klart i en oprigtigt bevægende finale.

Og – måske for første gang – forvandler No Time to Die Bond til mere end et symbol eller en filmtradition.

Han bliver et menneske. I hvert fald næsten.

Craigs sidste Bond hører blandt de bedste. No Time to Die er konstant hæsblæsende og til tider endda oprigtigt rørende.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer