Margrete den Første anmeldelse: Trine Dyrholm brillerer i Game of Thrones-intriger

Margrete den Første anmeldelse: Dronningen vender tilbage

Se, her er en efterfølger, der tager chancer.

Det føles lidt som forskellen på Ridley Scotts Alien og James Camerons Aliens, når Charlotte Sieling påtager sig at følge op på May el-Toukhys Dronningen.

Ja, vel var jeg lidt forvirret, da Margrete den Første tager os med tilbage til 1402. Dronningen foregik jo i nutiden.

Men tidsrejser er jo ikke ukendte i filmland. Så det mest overraskende er egentlig ikke, at Trine Dyrholms dronning nu introduceres til hesteryg. Det er mere karakterudviklingen for vores hovedperson.

For hvor dronningen i den første film uden kvaler forførte sin unge stedsøn og misbrugte sin magtposition, så er dronningen i denne anden omgang en del mere næstekærlig omend ikke mindre intimiderende.

Hun har åbenbart lært noget.

I Margrete den Første har dronningen nemlig samlet Danmark, Norge og Sverige i en fredelig men skrøbelig union, hvor hun trækker i trådene med sin adoptivsøn Kong Erik på tronen.

Og der er slet ikke tegn på, at hun vil have Erik med i seng som i den første film i serien.

Men selvom meget er forandret, så er Trine Dyrholm stadig fremragende i titelrollen. Hun spiller en forknyt kvinde, der bærer magtens ansvar på sine skuldre og ofte må sluge sine følelser.

Som karakter har vi nok set den kvindelige dronning, der må ofre sit hensyn til den enkelte for hensynet til samfundet en gang eller to for meget.

Men Dyrholm vækker dronningen til live med en imponerende vekslen mellem intimiderende autoritet og menneskelig skrøbelighed. Som skuespiller er hun uforlignelig.

Når hun irettesætter sine undersåtter og rådgivere, er det lige så man ryster i biografsædet.

Hun får til gengæld virkelig brug at sluge sine følelser. For pludselig dukker en mand op og påstår, at han er dronningens søn, der ellers døde 15 år tidligere.

Og så er Kong Eriks plads på tronen – og måske freden i hele skandinavien – truet.

Intrigerne kan begynde!

For er den unge mand virkelig den døde Kong Oluf, eller er det hele et politisk spil for at overtage magten fra dronningen?

Den centrale mysterie fungerer upåklageligt, og det er rigeligt med personer at mistænke blandt dronningens hof.

Til gengæld må dybden vige for de underholdende intriger.

Der er antræk til psykologisk kompleksitet, men jeg følte aldrig sådan for alvor med Dyrholms karakter, selvom hendes spil er upåklageligt.

Til det er rænkesmederiet og plottets snoninger lidt for sæbeopera-lignende.

Til gengæld kan man så nyde de smukt lyssatte billeder fra Rasmus Videbæk og imponerende production desgin og kostumer fra henholdsvis Søren Schwarzberg og Manon Rasmussen.

Margrete den Første er en visuel lækkerbidsken, og Komponist Jon Ekstrand gør billederne endnu større med sin oprigtigt storslåede musik.

Men filmen lider, når den forlader Trine Dyrholms fængende præstation. Når den tager afsted på en sidehistorie til Tyskland, eller fokuserer på Kong Erik, så opdager man pludselig, at det hele lugter lidt af et middelgodt afsnit af Game of Thrones.

Men det er nu heller ikke så dårligt.

Og så lover Margrete den Første selvfølgelig godt for fremtiden. Nu er forventningerne sprængt, så hvor mon Dronningen 3 tager os hen? Trine Dyrholm som superhelt? Ud i rummet? Måske skal den bare foregå under Bodil-prisuddelingen og springe mellemleddet over?

Jeg er i hvert fald klar til mere fra Danmarks nye Dyrholm-franchise.

(P.S. Margrete den Første er selvfølgelig ikke en efterfølger til Dronningen. Det ved jeg godt. Den første film i serien hedder Erna i krig.)

Trine Dyrholm stjæler berettiget opmærksomheden i dette underholdende og rænkesmedende kostumedrama.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer