Malignant anmeldelse: Gakket gys er bloddryppende underholdning

Malignant anmeldelse: Skamløs

Instruktør James Wan laver skamløse film.

Han har lavet en film om en dødsfælde-skabende seriemorder. Han har sendt Kevin Bacon på morderisk hævntogt.

Wan har lavet en gyserfilm om spøgelset af en bugtaler. Måske mest berømt forvandlede han de berygtede svindlere Warren-ægteparret til okkulte helte i de to første fremragende The Conjuring-film, og gjorde folk bange for hjemsøgte hjem i Insidious.

Men han har også ladet The Rock knuse gips på en brækket arm, kun ved at spænde sine muskler.

Og så har han sat Dolph Lundgren op på en søhest.

Så når jeg nu siger, at Malignant er James Wans mest skamløse film. Så bør du tage det alvorligt.

Malignant er James Wans mest skamløse film.

Den skammer sig ikke over gumpetung dialog, tilsyneladende hentet direkte fra et overskudslager for sæbeoperaer.

Den skammer sig ikke over, at Annabelle Wallis sukker og snøfter sig igennem hovedrollen som den plagede Madison, der pludselig får visioner om mystiske mord, uden reelt at få skabt sympati for karakteren.

Den skammer sig ikke over at maltraktere The Pixies klassiker Where Is My Mind? som del af sit soundtrack.

Den skammer sig heller ikke over, at give sin skurk en uforklaret egenskab til at kontrollere elektricitet, kun for at Wan kan skabe en håndfuld af sine teknisk ferme skræmmescener.

Og så skammer den sig heller ikke over, at bruge ufrivillige aborter som et noget ufølsomt element i sin fjollede gyserfortælling.

Og alt det ovenstående burde den nok skamme sig bare lidt over i forskellig grad.

The Conjuring-fans vil nok også mene, at Malignant bør skamme sig over ikke at være endnu en Drag Me to Hell-inspireret teknisk virtuos spøgelseshistorie.

Jeg tror en hel del – både anmeldere og publikum – vil stå uforstående overfor Wans sære genrekompot af psykologisk thriller, okkult gys, bodyhorror og splattet action (?!).

Men personligt er jeg vild med den.

For hør lige her, hvad Malignant heller ikke skammer sig over.

Den skammer sig ikke over at være en bloddryppende andenrangs slasherfilm i familie med 90’er klassikere som Shocker og Wishmaster.

Den skammer sig ikke over at være en lang opbygning til en blodig punchline af en finale, baseret omkring en ide så fjollet, at den nærmest er genial.

Den skammer sig ikke over at lade sin skurk konstant iføre sig en lang læderfrakke, der ville have passet fint ind i The Crow.

Malignant skammer sig heller ikke over, at lade replikken “It’s time to cut the cancer out!” indlede sine opening credits, der føles som en glemt Nine Inch Nails musikvideo fra 1992.

Den skammer sig heller ikke over at lade både kamera, lyd og special effects være medfortællere på den måde, som James Wan gør bedst.

Og helt grundlæggende skammer den sig ikke over at føles som en af den slags positive og gysende splattede overraskelser gamle fjolser som mig mindes, at have gravet frem fra de bagerste hylder af videolejeforretningen som unge.

Malignant er skamløst underholdende.

Malignant er skamløs og blodig underholdning af en type, der alt for sjældent finder vej til det store lærred.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer