Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings anmeldelse: Tilbage i folden
Pyha.
Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings er nok ikke Marvels bedste film, men efter den identitetsløse Black Widow føles den alligevel som et lettelsens suk.
Marvel har fået mig tilbage i folden; jeg er sikker på, at de var meget bekymrede for at miste lige præcis mine penge.
Men dem skal de nok få. Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings er nemlig en af den slags veloplagte oprindelseshistorier, som Marvel har det med at mestre.
Og endnu vigtigere for mig; den er deres klart skarpeste actionfilm.
Sidstnævnte skyldes især, at Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings har været så heldige at have Brad Allan med som second unit director.
Allan afgik desværre ved døden i august i år, og Shang-Chi er et levende bevis på, hvor stort et tab det er for moderne actionfilm.
For den australske kampsportsudøver, skuespiller, stuntmand og koreograf leverer med sit enorme crew af stuntpersoner og koreografer en håndfuld skarpe actionscener, der trækker på hans mangeårige erfaring i Hong Kong filmmiljøet og som del af Jackie Chans berømte og berygtede stunthold.
Bedst er nok en tidlig kampscene i og omkring en løbsk bus på San Franciscos gader. men en computerforstærket slåskamp på tilsyneladende verdens højeste stillads, hører også til en af dette års bedste actionscener.
De er præcist udført, let aflæselige og bruger effektivt special effect til at underbygge stuntarbejdet i steder for at overmande det.
Det hjælper selvfølgelig også, at skuespilleren bag Marvels nyeste helt, Simu Liu, selv er både stuntmand og kampsportstrænet.
Det kan man både se og mærke, men Liu løfter også fint den mere dramatiske side af kampsportshelten.
Faktisk er det centrale far-søn melodrama i Shang-Chi and the Ten Rings både overraskende nuanceret og gribende.
Instruktør Destin Daniel Cretons tidligere dramaer som Glasslottet og Just Mercy kommer ham til gode.
Dramaet er faktisk så godt, at jeg ville ønske, at de sædvanlige Marvel-jokes var dæmpet bare en smule. De rammer ikke alle lige rent.
Men Awkwafina er alligevel en solid tilføjelse som Shang-Chis sjove og trofaste ven.
Imens får Shang-Chi udskåret sit eget hjørne af Marvel universet med dens Wuxia-fantasy-univers inspireret af kinesisk mytologi.
Det er både forfriskende og veludført. Selvom Shang-Chis pendant til Black Panthers Wakanda godt kunne have brugt lidt mere opbygning, inden den overtager filmens finale.
Og filmens finale er generelt det, der holder Shang-Chi fra at nå de største højder i Marvels udbud.
Fra højt tempo og Hong Kong action forfalder Shang-Chi nemlig endnu en gang til en grågrumset computeranimeret afslutning, der slet ikke lever op filmens første del.
Som altid føler Marvel sig desværre forpligtet til at afslutte med et stort kaotisk slag fyldt med computeranimerede væsner.
I dette tilfælde havde det klædt filmen at holde sig den mere fokuserede action fra filmens første halvdel.
Til gengæld lander karaktererne et sted, hvor jeg gerne vil se mere. Og det er jo det vigtigste. Også for Marvel.
Men den kommende The King’s Man bliver Brad Allans sidste film, så Shang-Chi 2 har noget at leve op til, hvis den skal holde actionstandarden fra denne film.
Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings er Marvels bedste actionfilm og overordnet en stærk tilføjelse til det ustoppelige superhelteunivers.
