Candyman anmeldelse: Fremragende efterfølger til gyserklassiker

Candyman anmeldelse: Det perfekte tidspunkt

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen.

Hvis Hollywood gerne vil bruge den samme titel til en efterfølger, som de brugte til originalen, så smid i det mindste en undertitel på.

Det nytter simpelthen ikke noget, at den fremragende moderne efterfølger til Halloween hedder Halloween.

Især fordi den let kan forveksles med Rob Zombies sølle remake…Halloween.

Og 90er-klassikeren Candyman har nu endelig fået en værdig efterfølger kaldet…Candyman.

Så nu er jeg tvunget til at skrive en anmeldelse, hvor jeg sammenligner Candyman med Candyman.

Men, lad mig bare gøre det klart. Det havde været langt mere irriterende, hvis den nye Candyman havde været elendig.

Heldigvis er instruktør Nia DaCostas efterfølger til Bernard Roses mesterlige original en fremragende opfølger og opdatering.

Men den falder også på det perfekte tidspunkt.

Da Candyman udkom i 1992 var den undergravende. Den sneg sine temaer om systemisk racisme ind af bagdøren, sammen med heftig intellektualisering af vandrehistorier og amerikansk histories stadig blødende sår.

Alt sammen pakket ind i en af den slags okkulte slasherfilm, som både biografer og især videomaskiner var fyldt med i 1990erne.

Den var undergravende.

De to efterfølgere til Candyman var ikke nær så sofistikerede. Candyman blev bare endnu et monster, og den tematiske brod stak ikke mere.

Men nu, næsten 30 år senere, behøver efterfølgeren til Candyman ikke snige sine temaer ind af bagdøren og den glemmer dem heller ikke.

For problemerne med race – særligt i USA, men også resten af verden – er på alles læber, og instruktør Jordan Peele har igen gjort det hipt, at lave genrefilm, som ikke er bange for at stikke til det omgivende samfund.

Det er da også netop Peele, der er inde over manuskriptet til den nye Candyman. Det kan man godt mærke. 

Men ikke nødvendigvis fordi den nye film er skarpere end originalen.

Den er bare en smågenial overbygning og viderefortælling på originalen.

Denne gang er det ikke en hvid akademiker, der vover sig ind i den benhårde ghetto Cabrini Green for at udforske myten om Candyman.

For i 2021 er Cabrini Green selvfølgelig revet ned og omdannet til mere attraktive boliger. Gentrificering længe leve.

Her lever kunstneren Anthony McCoy – fremragende spillet af Yahya Abdul-Mateen II – et privilegeret liv fjernt fra de dunkle begivenheder i Cabrini Green.

Anthony har ingen ide om Cabrini Greens virkelige rædsler – blandt andet Dantrell Davis og Girl X, som filmen modigt selv namedropper – og da slet ikke vandrehistorien om Candyman. 

Men som altid i Candyman-universet spøger fortiden, og inden længe får både Cabrini Green og historierne om Candyman afgørende betydning for Anthony.

I Candyman læges sår nemlig ikke. Både de helt bogstaveligt blodige af slagsen, de grusomme gerninger fra en fjern fortid og dem, der stadig holder liv i nutidens ulidelige racisme.

Den kompleksitet rammer den nye Candyman på kornet, og præcis som originalen løfter det filmen fra mange af dens genrefæller.

Instruktør Nia DaCosta markerer sig med det samme som en skarp iscenesætter med sit helt bogstaveligt mere kulørte take på Candyman-universet.

Hun skaber mere intense gys end Jordan Peele selv var i stand til i sin egen Us samtidig med at den konstante tilstedeværelse af spejle, og arkitektur der snor sig om sine hovedpersoner, er både psykologisk forstyrrende og visuelt betagende.

Jeg håber hun fortsætter med at lave genrefilm lang tid endnu.

Den nye Candyman efterlader de psykoseksuelle aspekter fra Clive Barkers oprindelige novelle, og fokuserer klogeligt og skarpt på den amerikanske raceproblematik.

Den er både en smågenial viderebygning af mytologien fra den oprindelige film, samtidig med at Candyman drejer sin titelfigur og hans betydning i nye mere moderne retninger.

Imens hygger den sig også med blodige drab og direkte referencer – og andre overraskelser – som især os fans af originalen vil sætte pris på.

Kun enkelte øjeblikke af malplaceret humor falder udenfor, mens filmens sidste del også pludselig tager et par lidt for hurtige drejninger.

Men det hele er undskyldt igen, da filmens finale binder virkelighedens grusomheder og Candyman-mytologien sammen i en genialt tænkte og grusomt udført sløjfe.

2021 var åbenbart det bedste tidspunkt til en Candyman-efterfølger.

Jeg ville bare ønske, at den ikke hed Candyman.

Candyman er en fremragende efterfølger til den mesterlige original. En lind honning af blodige gys og stikkende samfundskritik.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer