Halloween anmeldelse: Halloween-kløften
Der findes kun en Halloween.
Eller, forstå mig nu ret, der findes egentlig 11 Halloween-film. Og med denne nyeste film er vi oppe på hele tre film, der simpelthen bare hedder Halloween.
Det er nok min eneste alvorlige anke med instruktør David Gordon Greens nye indspark i Michael Myers-sagaen. Kunne de ikke lige have hæftet en undertitel på?
Altså, ja, helt bogstaveligt findes er der ikke kun en Halloween, men i rent film-sjælelig forstand findes der altså kun en.
For der har altid været en kløft mellem John Carpenters ofte imiterede originale mesterværk, der både hører til en af de bedste gyserfilm nogensinde og en af mine personlige favoritfilm overhovedet, og så de mange efterfølgere.
I hvert fald indtil nu.
Med Halloween – den nye – bygger instruktør David Gordon Green og medforfatterne Danny McBride og Jeff Fradley nemlig en bro over den kløft. Det har nemlig lykkedes dem at lave den første efterfølger til den oprindelige Halloween, der rent faktisk føles som om den er i familie med Carpenters mesterværk.
Det betyder ikke, at den nye Halloween er et mesterværk. Carpenters magi er svær at genskabe, og Green har ikke helt hans klassicistiske talenter med steadicam og bredformatsbilleder.
Men der er nok af Carpenters visuelle DNA i den nye Halloween til at det hele bare føles rigtigt.
Haddonfield er stadig en soloplyst efterårsdrøm, hvor kåde teenagere går ned af lange villaveje pyntet med græskar. I hvert fald indtil natten falder på og en dunkel skikkelse med en skarp kniv dukker op.
For han er selvfølgelig tilbage, The Shape, Michael Myers.
Green og McBride har valgt at skære alle mellemregninger væk og lave en film, der følger direkte op på originalen 40 år senere.
Fans af Myers søskendeforhold til Laurie Strode, Thorn Forbandelsen eller Rob Zombies elendige film, vil derfor nok blive skuffet.
Men dem er der næppe mange af.
Halloween går den enkle vej. Myers har været indespærret siden den skæbnesvangre nat for 40 år siden, men lur mig om ikke det snart forandres.
Imens har den traumatiserede Laurie Strode ventet på ham.
Jamie Lee Curtis vender tilbage som en aldrende Laurie, der har brugt sit liv på at træne sig selv og sine børn til Myers – efter hendes mening – uundgåelige tilbagekomst.
Der er et genialt twist på Laurie-karakteren, der føles som en viderebygning på den snedige men uskyldige oprindelige karakter.
Men forfriskende nok er Laurie ikke nødvendigvis fremstillet som den badass Sarah Connor mange fans nok vil håbe på.
Hun er nærmere en alkoholisk tosse, der aldrig for alvor har kunnet slippe sin ungdoms traumer og i stedet har ført dem videre til både børn og børnebørn.
Det er ikke den eneste overraskelse Halloween-byder på, selvom den er fantastisk respektfuld for sit ophav.
Der er masser af nik til fans, ikke mindst at den oprindelige Myers får lov til at gentage rollen i filmens første tredjedel, men Halloween undgår heldigvis at være Stranger Things-agtigt retro-nostalgisk.
Den er heldigvis ikke bange for både at skrue op for blodet, og at have et højere klippetempo end originalen.
Den tilgang ofrer godt nok noget af den snigende uhygge, men kompenserer til gengæld med en ustoppelig fremdrift.
Lidt ligesom Myers selv.
Karaktererne er varme og overbevisende, og der er forfriskende øjeblikke af humor, hvor bagmændenes baggrund i comedy skinner igennem.
Men mest af alt er Halloween et forbavsende uprætentiøst bud på en moderne slasherfilm.
Den låner nok fra den oprindelige – inklusive et veloplagt soundtrack fra Carpenter selv – til at den føles som en værdig efterfølger, men ambitionerne er ikke så meget at overgå den uforlignelige original, som det er at få en biografsal til at gyse og gispe som om året var 1978.
Og det lykkes.
Der findes kun Halloween, men nu har den endelig fået en ægte efterfølger.
Halloween hører blandt årets bedste gys og er både en værdig efterfølger til et mesterværk og veloplagt bloddryppende underholdning i sin egen ret. Michael Myers er endelig tilbage!
