Searching for Ingmar Bergman anmeldelse: Bergmani
2018 er åbenbart Bergman-året.
For kun 3 måneder siden var der dansk premiere på det sidste portræt af Ingmar Bergman, Bergman – Et år, et liv, og nu er månedens film i Cinemateket så endnu et portræt af den legendariske instruktør, Searching for Ingmar Bergman.
Denne gang er vinklen mere personlig, når den tyske instruktør Margarethe von Trotta begiver sig på jagt efter Bergmans ånd.
Men resultatet er desværre en film der både lider af de samme problemer som den hyggelige, men sladrende, Bergman – Et år, et liv, og desværre også introducerer sit helt eget sæt af problemer.
Men inden den her anmeldelse bliver alt for negativ, så lad mig gøre det klart, at der er enkelte guldkorn at finde i Searching for Ingmar Bergman.
De kommer især gennem von Trottas samtaler med europæiske filmskabere, der får lov til at udøse deres kærlighed til Bergmans film.
Særligt samtalerne med Bergman-eksperten Olivier Assayas og Bergman-anti-eksperten Ruben Östlund leverer interessante tanker om den hæderkronede instruktør.
Östlund åbner op for den mulighed, at nyere filmskabere måske slet ikke er så inspirerede af Bergman som foregående generationer; en langt mere interessant diskussion end noget andet Seaching for Bergman byder på.
Det er også sjovt at høre fra Bergmans barnebarn, der fortæller om sin barndoms oplevelser med den på det tidspunkt aldrende instruktør, der ikke var bleg for at se actionsekvenserne i Pearl Harbor i sin private biograf, og spole forbi resten af filmen.
Men ellers byder Searching for Ingmar Bergman ikke på mange godter.
For Bergman-fans er de overfladiske genfortællinger af private Bergman anekdoter old-news, mens filmen er for rodet til at være en vellykket introduktion for nye interesserede.
Det virker nemlig ikke helt klart, hvad det egentlig er for en Bergman Margarethe von Trotta leder efter i Searching for Ingmar Bergman.
Er det manden i privaten, som tilfældet var det i Bergman – Et år, et liv. Eller er det selve filmene og deres indflydelse?
Svarene blafrer i vinden mens filmen springer rundt mellem interviews, de mest brugte filmklip og arkivmateriale, der er bedre præsenteret andre steder.
Det ene øjeblik genfortæller von Trotta åbningsscenen til det syvende segl, det næste er hun meget interesseret i det rum, hvor prøverne til en tysk opsætning af Scener fra et ægteskab fandt sted.
Imens giver von Trotta sig selv voldsomt meget plads i filmen.
Instruktøren bruger lang tid på at sidestille sig selv med Bergman, hvilket er lidt af en tilsnigelse, og fremhæver sit eget perifere forhold til instruktøren.
Klip fra da von Trotta vandt guldløven i Venedig og fra hendes egne film, er nok ment som en måde at personliggøre filmen, men ender mere med at virke som en selvfed filminstruktør, der klapper sig selv på skulderen.
Imens afbryder hun konstant de ellers flot fotograferede interviews med sine egne tanker eller vandrer med et eftertænksomt blik rundt i Bergmans fodspor på Fårö.
Det er noget rod, og selv Bergman-fans skal nok have en meget sløv eftermiddag foran sig før Searching for Ingmar Bergman er tiden værd.
Der er heldigvis masser af andre portrætfilm om Bergman at vælge imellem.
Searching for Ingmar Bergman byder ikke på meget nyt for Bergman-fans og er for rodet for nybegyndere.
