Night Swim anmeldelse: På dybt vand
Ok, jeg gjorde det lige i overskriften, men jeg lover dig, kære læser, at jeg nok skal vente med at levere de enorme mængder af swimmingpool-metaforer, som enhver humorløs filmanmelder (det er os allesammen) er forpligtet til at levere i en anmeldelse af Night Swim.
For man kan selvfølgelig ikke anmelde en film om en dræber/hjemsøgt swimmingpool uden en håndfuld vandrelaterede sammenligninger.
Men jeg lover at vente til sidst i anmeldelsen, inden jeg kaster mig ud i det.
Det betyder til gengæld også, at du måske bare kan springe ned til den del af anmeldelsen.
For ved man ikke allerede på forhånd, om man har lyst til at se en film med en hjemsøgt swimmingpool?
Personligt er det som udgangspunkt lige noget for mig.
Så meget desto mere skuffende er det, at Night Swim ikke rigtigt ved, hvad den skal gøre med sin præmis.
I hvert fald ikke i spillefilmsform. For Night Swim er nemlig baseret på en kortfilm af samme navn, som instruktør Bryce McGuire også stod bag tilbage i 2014.
Kortfilmen er en effektiv lille sag, selvom den kun lige nøjagtig har materiale nok til at fylde sine tre minutter ud.
Så det er måske ikke så mærkeligt, at løjerne glider lidt ud i sandet (sandet, ikke vandet!), når de skal forlænges til halvanden time.
Night Swim starter ellers lovende.
Som en filmatisering af en glemt Stephen King-novelle fortæller den historien om en familie med en far, spillet af Wyatt Russell, der har mistet en lovende karriere som baseballspiller til kronisk sygdom.
I hvert fald lige indtil poolen i hans nye hus på magisk begynder at helbrede ham, mens familien andre medlemmer begynder at opleve mere dunkle ting i det blå vand.
Og filmens første tredjedel byder faktisk også på en håndfuld effektive gys, der viser at instruktør McGuire har håndværket i orden, når han spiller på menneskets indbyggede frygt for vand.
Men i takt med at manuskriptet på kluntet vis begynder at forklare hændelserne, falder uhyggekvotienten proportionelt.
(Og det var så den swimmingpool-metafor-frie del af anmeldelsen. Du ved selv, om du har brug for at klikke væk.)
For i sin sidste halvdel når Night Swim ud, HVOR DEN IKKE KAN BUNDE.
Russells skuespilevner kæmper med at skulle levere en Jack Torrance-agtig karakter, mens filmen introducerer en usammenhængende mytologi og regler, den ikke selv kan overholde for swimmingpoolens kræfter.
Samtidig LØBER FILMEN TØR for gode gys, når startens fine gys personificeres i træg spøgelsesform.
Det er som om McGuire improviserer sig gennem filmens afslutning, uden at have fået BADEVINGERNE ORDENTLIGT PÅ.
Enkelte scener mod filmens slutning når næsten Malignant-lignende campede højder, når hjemsøgte vandglas og indendørs springvand skal være uhyggelige, men Night Swim virker helt ubevidst omkring komikken.
Da løjerne til sidst desperat forsøger at få publikum til at græde, er de gode takter næsten RØGET HELT UD MED BADEVANDET.
Alligevel har første del af Night Swim nok potentiale til at slutningens KLODSEDE SPRING FRA 5-METER VIPPEN, er smerteligt.
Jeg tror McGuire har bedre gys i ærmet, måske han bare skal have nogle andre MED I VANDET, når han skal skrive manuskript.
Eller måske EN LIVREDDER havde været at foretrække.
Hvis bare filmen havde haft KLOR NOK…I VANDET…så den ikke var blevet så…MUDRET.
Nogen skulle have…RENSET POOLEN…en ekstra gang.
…VAND!
Night Swim kan ikke leve op til sin egen lovende begyndelse, når den forvandler sin dejligt fjollede præmis til kedeligt metervaregys.
