Chungking Express anmeldelse: 90er klassiker er stadig vild filmoplevelse

Chungking Express anmeldelse: Frem og tilbage i tiden

Det er fantastisk at se Chungking Express i 2021.

Det har selvfølgelig været fantastisk at se Chungking Express siden den udkom i 1994, men der er nu noget særligt ved at se den to årtier senere.

For da Chungking Express var ny, var noget af det seje ved instruktør Wong Kar-wais film, at den tog tilbage i tiden og satte filmhistorie i en ny moderne kontekst.

Det var cool – og er det stadig – at Wong Kar-wai rakte tilbage til den franske nybølge og smed Godards in-your-face filmstil ind i den hypermoderne Hong Kong-filmstil.

De to historier i Chungking Express skylder mere end almindeligt meget til 60ernes unge franske filmmagere, deres fascination af amerikansk film og deres ustoppelige trang til at bryde alle filmiske regler.

Lighederne med datidens hippeste amerikanske instruktør, Quentin Tarantino, var heller ikke til at tage fejl af. De to mænd trækker på mange af de samme inspirationskilder.

Og det var da også Tarantino selv, der først skaffede distribution til Chungking Express i USA.

Men når man ser Wong Kar-wais hyperkinetiske film i 2021, så kan man også se de bølger den har slået i filmlandskabet siden.

Det gælder selvfølgelig Tarantino selv, der nok har haft Faye Wongs ikoniske dans i tankerne, da han valgte en anden udgave af California Dreaming til Once Upon a Time in Hollywood.

Originalen er for evigt ejet af Chungking Express.

Og mon ikke også jukeboxen i Death Proof skylder lidt til den tilsvarende i Chungking Express.

Og så er der selvfølgelig alle moderne filmnørders nye venner Safdie-brødrene.

Deres stressende storbystil i Good Times og Uncut Gems føles også som et ekko af det pulserende Hong Kong i Chungking Express.

Så nu trækker Chungking Express tråde både frem og tilbage i tiden.

Men vigtigst af alt føles filmen stadig så fuld af liv, som den altid har gjort.

Det er stadig mest en film for den slags filmnørder, der fylder en hel anmeldelse med referencer til andre film.

Og filmens anden historie, er stadig så vanvittigt god, at jeg bliver lidt utålmodig af at vente på den.

Men det stopper selvfølgelig ikke Chungking Express fra at være en uomgængelig film, der stadig er ustoppeligt underholdende.

Chungking Express føles stadig så frisk og vild, som da den først blev lavet, og enhver filmnørd skylder sig selv at få set den i biffen.

5 af 6 stjerner anmeldelse