Quo Vadis, Aida? anmeldelse: Kald den ikke vigtig

Hvis du hører nogen kalde Quo Vadis, Aida? en vigtig film, så lyt ikke til dem.

Jeg frygter, at mere end en af de danske filmanmeldere, kunne fristes til at kalde instruktør Jasmila Žbanićs film for vigtig. Men jeg håber det ikke.

For hvem i alverden gider se en vigtig film? Har du nogensinde fået en film anbefalet med ordene “Den er vigtig” og så glædet dig til at se filmen?

Der findes ikke vigtige film. Heller ikke film der handler om noget så grusomt virkeligt som Srebrenica-massakren under krigen i Bosnien i 1995.

Så du skal ikke tro, at Quo Vadis, Aida? er en vigtig film.

Den er til gengæld en fremragende film.

En hjertepumpende, maveknugende thriller af en film, der følger tolken Aida på FN-basen nær Srebrenica, mens den grusoome general Ratko Mladićs tropper vandrer ind i byen.

Med et FN-skilt på brystet kan bosniske Aida færdes frit mellem de hollandske fredsbevarende tropper, og de bosniske civile der søger asyl på basen.

Aidas rolle som tolk føles som filmens mest skrevne og utroværdige konstruktion. Men det slettes af Jasna Djuricic kogende intense præstation. Og så giver det filmen mulighed for at vise konflikten på bag kulissen hos FN og ude hos de civile, der håber at finde beskyttelse på FN-basen.

Men ikke alene har basen ikke mad, den har heller ikke international opbakning. Når det vestlige samfund truer Mladić med luftangreb og ikke følger op, så er der ikke meget at stille op overfor troppernes nådesløse fremfærd.

Og de fleste ved nok i forvejen, hvor det ender. I en massakre på over 8000 mænd og drenge og voldtægt og misbrug af utallige kvinder og drenge.

Grusomheder, der heldigvis, er svære at forestille sig.

Og også så grusomme at fotograf Christina A. Maiers ellers pragmatiske billeder af respekt for de døde holder sig på afstand af blodsudgydelserne.

Men uden at der lægges skjul på brutaliteten.

Quo Vadis, Aida? rammer den helt rigtige balance, hvor situationen kan mærkes på egen krop, uden af den virkelige historie reduceres til sensationelt blodig krigsfilm.

Det er simpelthen eminent.

Imens holder instruktør Žbanić sit fokus stramt på Aida, der kæmper for at få sin egen familie – mand og to sønner – reddet af det ressourcesvage FN.

Desperationen øges som et klassiske afsnit af 24. Uret tikker, mens døden ufravigeligt nærmer sig.

Det er lige så nervepirrende, som det er tragisk.

Og så pludselig i det benhårde tempo, opstår øjeblikke af poesi.

En flue sætter sig på en vissen og stinkende buket blomster i et forladt hotel. Et flashback viser de flygtende bosniere i gladere tider.

Og samtidig er den politiske relevans til at tage og føle på.

Quo Vadis, Aida? er ikke bare en tiltrængt påmindelse om de grusomheder, der kun ligger få år tilbage. Den er også mere end godt timet, i et år hvor det internationale samfund flygter ud af Afghanistan, når tingene bliver for slemme.

Vi sørger for vores egne, og så må vi se på konsekvenserne for de andre senere.

Det hele ender i en ubærligt smertefuld finale og en overraskende og hjertevridende epilog.

En epilog der minder om, at krigen i Bosnien stadig ikke repræsenteres korrekt i dens hjemland.

Forhåbentlig kan Quo Vadis, Aida? være en vigtig påmindelse om de virkelige hændelser.

Men lad os alligevel aftale, at vi ikke kalder den vigtig.

Det er den for god til.

Quo Vadis, Aida? er lige dele nervepirrende og tragisk, pragmatisk og respektfuld. En af de absolut bedste film om krigen i Bosnien.