Civil War anmeldelse: Den objektive journalist

Sænk forventningerne lidt.

I optakten til filmens premiere er instruktør Alex Garlands film på fjollet vis blevet anklaget for at være farlig.

Kunne en film om moderne borgerkrig i USA mon udløse præcis det, i et samfund mange føler i forvejen er på kanten?

Måske, men det bliver i hvert fald ikke Civil War.

For Alex Garlands sært holdningsløse actionthriller, har ikke noget af særlig vægt at sige om moderne politik — faktisk kunne man sige at den ikke har noget som helst af særlig vægt at sige.

Lad mig vende tilbage til det senere, for problemerne i Civil War gør heldigvis ikke, at den ikke er værd at se.

Alex Garland er nemlig for god en instruktør.

Civil War gør god brug af sit budget — det er produktionsselskabet A24 hidtil største økonomiske satsning — når den effektfuldt viser krigsramte amerikanske landskaber, som filmens karakterer rejser igennem.

Garland leverer også indtil flere nervepirrende spændingssekvenser — særlig en med Jesse Plemons som iskold dræber er ubehageligt mindeværdig.

Det samme gælder også for filmens brug af musik, der byder på både velvalgt og overraskende brug af populærmusik — heriblandt smågenial brug af De La Soul — til at fremhæve krigens grusomheder.

Kirsten Dunst giver i hovedrollen som eksistentielt plaget krigsfotograf en af sine stærke indadvendte præstationer, der igen fastslår, at hun er et af Hollywoods mest undervurderede våben.

Og søreme om ikke også Garland folder sig ud som ganske effektiv actioninstruktør i en håndfuld tordnende scener, der gør sig godt i IMAX.

Civil War har så store filmmuskler, at den aldrig bliver uinteressant.

Men actionsekvenserne er også en god indgang til problemerne med Civil War.

For der er ingen tvivl om, at Alex Garland gerne vil beskæftige sig med den virkelige verden.

Sigtet for Civil War lader til at være en hyldest af den objektive krigsjournalist, som en uddøende race af helt, der ofrer sin egen psyke til fordel for formidling af virkeligheden til alle os andre.

Krigsfotografen hvis iskolde linse indfanger tingene, som de er.

På samme måde forsøger Garland tilsyneladende at gøre sin egen film objektiv. Han forsøger at placere sit publikum som vidner til et krigsramt USA, uden at lade sin egen film tage stilling til begivenhederne.

Men jeg tror ikke resultatet er helt, som filmen gerne vil have det.

I stedet for at give stof til eftertanke, har Garland nemlig skabt en film, der er sært steril.

Actionsekvenserne er veludførte, men deres neutralt betragtende stil, har mere tilfælles med computerspil som The Division eller Call of Duty og deres fokus pseudorealistisk action med den virkelige verden som fjernt bagtæppe, end den har med den slags krigsfilm man aldrig glemmer.

Og når Garland heller ikke uddyber årsagsforløbet til så gennemgribende en fiktiv borgerkrig, som den Civil War præsenterer, så bliver hele setuppet også sært intetsigende.

Det er svært at forstå, hvor Garland ikke har hæftet sin fortælling om den objektive presse på en af de alt for mange virkelige krige som hærger og har hærget menneskeheden.

Desværre er det nok chokeffekten ved at vise en moderne amerikansk borgerkrig.

Men i stedet for at sige noget reelt om politik eller menneskelighed giver Civil War en vag og banal advarsel mod polarisering, der føles ulideligt overfladisk.

Og når baggrunden føles kunstig føles Civil War ikke anderledes end det væld af moderne – og mange af dem bedre – undergangsfortællinger, der placerer zombier eller rumvæsner som årsagen.

En genre Garland allerede har bidraget til som forfatteren bag den moderne zombieklassiker 28 Days Later, der leverer mange af de samme tematikker som Civil War, bare tydeligere.

Sammenligningen med The Last of Us ligger lige for, når Civil War folder sig ud som en road movie stykket sammen af en serie små tableauer centreret omkring verdens undergang.

The Last of Us har bare stærkere karaktertegning.

Og filmens hyldest til den objektive journalistik kontra den sensationshungrende virkelighedsforvridende sensationspresse er også sært fejlplaceret.

For de fleste uddannede journalister — eller måske bare dem der har haft mediefag i skolen — ved at en kameralinse i sig selv er en forvridning af virkeligheden.

Den 100% objektive journalist er en myte, som Garland tilsyneladende tror fuldt og fast på som en slags moderne ædel ridder.

I stedet skulle han måske nok have omfavnet, at journalistik, præcis ligesom film, fortælles af mennesker, der har noget at sige til andre mennesker.

Det har Civil War heldigvis også. Bare ikke helt så meget, som den kunne have haft.

Civil War byder på stærke præstationer og grusomt nervepirrende sekvenser, men er også plaget af en række fejlslåede kreative valg.