Napoleon anmeldelse: En ægte Ridley Scott
Napoleon er en ægte Ridley Scott film.
Desværre ikke den visionært sanselige mainstream stilfornyer Ridley Scott der skabte de urørligt eviggrønne hovedværker Alien og Blade Runner.
Nej, Napoleon er instrueret af den Ridley Scott, der har det med at levere stilistisk monotone og tonemæssigt forvirrede film som House of Gucci og The Last Duel.
Reelt set har nu 85-årige Ridley Scott vel ikke leveret noget virkeligt interessant, siden han for 23 år siden byggede videre på den grusomt håndholdte krigsæstetik fra Saving Private Ryan med den intense Black Hawk Down.
Nu leverer den britiske instruktør i bedste fald film, der får en til at sige ‘Den er egentlig ikke så dårlig. Der er faktisk gode ting i den.’.
Det kan man sådan set også sige om Napoleon, der leverer en række storslåede og gungrende krigsscener, der effektivt blander praktiske og digitale effekter.
Ja, de er sært vignet-agtige og ikke nok til for alvor at forsvare at sidde igennem filmen udstrakte spilletid, men gode er de nu alligevel.
Faktisk så gode, at krigslegen virker som den egentlig grund til at Scott har givet sig i kast med en biografisk film om Napoleon Bonaparte.
En undskyldning for at lege med tinsoldater.
For historien omkring de store slag — hvoraf det afsluttende ved Waterloo er filmens klart bedste og mest sammenhængende sekvens — er en ujævn størrelse.
Tonen vakler mellem akavet satire komplet med ironisk brug af musik, overfladisk psykologiseren over et dysfunktionelt forhold og så tordnende selvhøjtidelighed i de storladne kampscener.
Imens kan man more sig over det enorme opbud af briter, der skal spille franskmænd — desværre uden tvungen komisk accent ala House of Gucci — mens Joaquin Phoenix spiller Napoleon som endnu en ynkelig mandsling.
Filmen får aldrig givet kontekst nok til sit lange opbud af historiske forhandlingsscener eller bare grundlæggende forklaret, hvorfor Napoleon er værd at fortælle en historie om.
Det basale filmhåndværk er på plads fra den rutinerede Scott, kostumerne er smukke og scenografien er troværdig.
Joaquin Phoenix er fremragende, men for en gangs skyld føles hans præstation mere som en kedelig gentagelse af tidligere bedrifter, end noget egentlig interessant.
Værre går det for ellers gode Vanessa Kirby, hvis rolle er mere omvandrende udskæring og manuskriptkonstruktion end troværdig karakter.
Og sådan fortsætter Napoleon i sine 2 timer og 38 minutter med at pendulere fra forsøg på dybfølt drama til forsimplet satire over en kompleks historisk karakter med små afbræk i vellavede gammeldags krigsscener.
En kombination som det er lige så svært at være rigtigt vred på som imponeret over.
Men inden han er færdig med at instruere, kunne jeg nu godt ønske mig en film mere, fra den Ridley Scott, der engang skabte uforligneligt helstøbte filmoplevelser.
Napoleon skifter tone fra scene til scene og bliver på trods af storladne og vellavede kampscener aldrig for alvor seværdig.
