Miraklet i Gullspång anmeldelse: Fra artikel i Hjemmet til mindfuck

Miraklet i Gullspång starter som en artikel i Hjemmet.

En af den slags historier illustreret med billeder af smilende ansigter prydet med gråt hår, hvor fjerne og forsvundne slægtninge pludselig finder hinanden igen under mirakuløse omstændigheder.

Mirakuløst er nemlig præcis, hvad de religiøse søstre Kari og May kalder det, da de pludselig en dag sidder overfor en kvinde, der ligner deres søster til forveksling.

En søster, der vel at mærke har været død i 30 år.

Efter en DNA-test er der lagt i ovnen til en pudsig og hjertevarmende historie om livets forunderlighed og uventede familiegenforeninger.

Men hvis instruktør Maria Fredrikssons film først føles som en artikel i Hjemmet — i øvrigt komplet med store mængder håndarbejde i rutinerede hænder — så udvikler den sig hurtigt til noget helt andet.

Og så noget andet igen…og noget andet igen.

Den glittede familiehistorie åbner sig op til en psykedelisk collage af mildt sagt overraskende udviklinger og lag på lag historiefortælling, der gør Miraklet i Gullspång til en suveræn dokumentar.

For i modsætning til — og det er ment helt uden fornærmelse — artikler i Hjemmet, så går intet i Miraklet i Gullspång helt som hverken publikum, instruktør eller hovedpersoner først forestiller sig.

I en serie af usandsynlige begivenheder forvandler filmen sig til et regulært mindfuck af en plottwist-film, der kan hamle op med de fleste thrillers.

‘Så gal kan verden da ikke være’ siger en af filmens hovedpersoner på et tidspunkt, men Miraklet i Gullspång bliver ved med at afsløre mere tæppe, den kan trække væk under sit publikum.

Der venter hele tiden flere overraskelser om hjørnet.

Jeg vil ikke afsløre dem her, for de er afgørende for oplevelsen af i hvert fald det første gennemsyn af Maria Fredrikssons film, og en stor del af grunden til at Miraklet i Gullspång er en af årets mest underholdende film uanset genre.

Som publikum trækkes man rundt i manegen, når filmen hvert kvarter trækker tæppet væk under historien og tilhørsforhold.

Det ene øjeblik er en af karaktererne åbenlyst filmens mest sympatiske, men inden længe, er man overbevist om, at lige præcis de er skurken.

Imens leverer Fredriksson en genreleg med tråde til både Coen-brødrene-lignende sort krimikomedie og ren David Lynch-gys understøttet af Jonas Colstrups smukke og genrehoppende underlægningsmusik.

Historien fortælles gennem både blændende gode og præcise billeder og en klipning og fortællestruktur, der er uforligneligt effektiv.

I sin fortælling om en utrolig og utilregnelig familiegenforening og et væld af plottwists har Miraklet i Gullspång et slægtskab med den underholdende dokumentar The Imposter.

Men Miraklet i Gullspång er langt mere sofistikeret, når den udvikler sig til at være sin helt egen udforskning af, hvordan mennesker definerer deres egen virkelighed.

Ikke mindst filminstruktører, når Fredriksson på bedste meta-vis inddrager og stiller spørgsmålstegn ved sin egen proces og involvering i denne hjernevridende historie.

På trods af genrekoder og sort humor mister Miraklet i Gullspång dog aldrig empatien for de virkelige mennesker, den har i centrum.

De behandles med både nænsomhed og kompleksitet, også når de er decideret brutale mod hinanden.

I sagens natur slutter den kringlede historie mere på et spørgsmålstegn end et tilfredsstillende punktum.

Men hvis man vil have punktummer, så må man læse Hjemmet i stedet for.

Miraklet i Gullspång er pakket med så mange usandsynlige overraskelser, at det er nemt at glemme, at den er en dokumentar.