Munken anmeldelse: Munken og døden

Døden hviler som et tungt tæppe over Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsens dokumentarfilm Munken.

Eller måske er døden mere en rød munkekåbe svøbt om filmen, præcis som den filmens hovedperson bærer.

Han hedder Jan Hansen, og da vi møder ham, er han noget så usædvanligt som buddhistisk skovmunk i Sri Lanka.

Her bor han i en lille hytte omgivet af jungle, mens han forsøger at finde eksistentiel mening.

Og han tænker meget på døden.

I selvlavede optagelser ser vi ham studere områdets insekter midt om natten, mens han overvejer, hvad de mon gjorde for at blive genfødt som insekter.

Og ikke mindst hvor mange gange tidligere de har været døde og levende.

Oppe i hytten følger døden med.

Ved sit skrivebord — hvor Jan Hansen klipper de Youtube-videoer med buddhistiske guldkorn, som han trofast uploader — har han også en grusom påmindelse om livets afslutning.

En grænseoverskridende kollage af lig i brutale nærbilleder.

‘Ham her, har fået hovedet skudt af med et haglgevær’ siger den smilende munk eftertænksomt, mens man funderer over, hvad der egentlig foregår bag den skaldede isse.

Det giver Munken klogeligt aldrig et entydigt svar på. Til gengæld fortæller den, at døden også var hos Jan Hansen, inden han blev munk.

For tidligere i sit liv var skovmunken fra Sri Lanka nemlig førende og kontroversiel HIV-forsker i Danmark.

Her arbejdede han blandt andet for, at forskere og medicinalindustri skulle fokusere mere på udvikling af en decideret vaccine end symptombehandlende medicin.

For at forhindre døden.

Men man kan ikke forhindre døden, selvom det er svært ikke at tro, at det egentlig var Jan Hansens mission med at blive munk.

En måde at komme af med sin egen dødsangst på.

Det spørgsmål lurer gennem denne twist-fyldte dokumentarfilm, der både er fascinerende karakterportræt og til tider næsten snoet thriller.

For hvordan får man sig selv til at forlade både kone, lille søn og prestigefyldt forskerstilling, for et ensomt liv som munk i Sri Lanka.

Det finder Munken aldrig helt et klart svar på, især fordi Jan selv helst ikke vil have, at filmen om ham, handler om hans tidligere liv.

‘Alt er forgængeligt’ siger han, selvom det er tydeligt, at tanken om hans forladte søn er en stor smerte.

Imens forsøger Jan at overtage kontrollen med instruktørernes dokumentarfilm, som han mener tager en forkert tilgang.

Det får vi at vide gennem et lidt metaagtigt fortællelag, hvor filmen følger sin egen tilblivelse.

Det er en nødvendighed for at forstå filmens forløb, men det smelter aldrig helt sammen med filmens andet lag, der bruger Jan som vis fortællestemme over smukke droneoptagelser.

Munken kan heller ikke helt bære sin egen spilletid, og de eksistentielle metaforer bliver for tunge i filmens sidste del.

Alligevel er Munken et både underholdende og tankevækkende bekendtskab.

Og man kan nok også argumentere for, at den søgende stil passer fint til en film om en mand, der om noget var søgende.

Efter en mening med livet.

Og måske især en mening med døden.

Munken er et fascinerende ekistentielt karakterportræt krydret med et snoet WTF handlingsforløb, der nok skal overraske de fleste.