Den lille havfrue anmeldelse: Den lille havfrue synker til bunds

Den lille havfrue anmeldelse: Økonomisk motivation på jagt efter kunstnerisk begrundelse

Bølgen af live-action remakes af Disneys bedste animationsfilm er økonomisk motivation på jagt efter kunstnerisk begrundelse.

Den økonomiske motivation er nem at se.

Disney kan sælge deres egen ikonografi endnu en gang til ældre generationer, der rider på nostalgien, men også deres børn, der allerede kender de populære figurer fra mængder af referencer, merchandise og streamingtjenester.

Helt uden sådan for alvor at skabe noget nyt.

Men jeg misunder ikke at være filmskaberne, der får opgaven stukket i hånden.

For hvordan omsætter man nogle af verdens mest elskede animationsfilm til live action og gør dem værd at se.

Det svar har vi endnu ikke helt fået.

I bedste fald har genindspilningerne været overfladiske nostalgiridt, hovedsageligt designet til at vække de gode minder om det originale værk.

I værste fald har filmene været plaget af helt uforståelige kunstneriske valg, der har efterladt dem som sjæl-løse efterligninger af film med langt mere personlighed.

Den lille havfrue hører desværre til det sidste.

For ikke overraskende bliver John Musker og Ron Clements’ kulørte musicaludgave af H.C. Andersens eventyr, som indledte Disneys renæssance og på mange måder var et moderne startskud til deres nuværende popkultur-dominans, ikke bedre af at fokusere på realisme.

Overraskende dunkel fotografering af et semi-realistisk undervandsunivers er sjovt nok ikke mere fascinerende, end den oprindelige films regnbuefarvede mesteranimation.

De elskede bifigurer Sebastian, Tumle og Skralde står ikke stærkere ved nu at være anatomisk korrekte genskabelser af virkelige dyr.

Selvom jeg da flere gange svømmede væk i deres døde skaldyrs- og fugleøjne, mens animatorerne desperat forsøgte at pumpe personlighed ind i de computeranimerede rædsler.

Under the sea er ikke mere spektakulær, når sløve, realistiske computeranimerede skildpadder vandrer langsomt hen over landjorden, end da den oprindelige film lod undervandsdyrene spille alverdens instrumenter.

Havheksen Ursula er ikke bedre i skikkelse af en halvt animeret Melissa McCarthy, end da hun var et campet riff på den legendariske dragqueen Divine.

Men skal havfolkenes verden fungere på film, så skal den være realistisk, og der er da også brugt både oceaner af tid og håndværk på at computeranimere Javier Bardems skæg, så det flyder under vandet.

Bare ærgerligt, at det distraherer fra historien, og at den mudrede fotografering blegner som printerpapir i en snestorm ved siden af den blændende og detaljefokuserede Avatar: The Way of Water.

Imens mener denne nye udgave af fortællingen, at tingene gik for hurtigt dengang i 1989, da fortællingen kunne overstås på små 89 minutter.

Denne gang er der brug for at nå op på 2 timer og 15, når filmen af næsten uforståelige årsager lader tiden på landjorden svulme op til det næsten ulideligt kedelige.

Jeg har svært ved at se de fleste børn holde opmærksomheden, når personlighedsløse Prins Eric synger en længselsfuld sang på en realistisk gråtonet kyst, mens undervanduniverset helt lades i stikken.

Tiden på landjorden var også den originale films svaghed — de fleste deler nok ikke helt Ariels længsel mod jorden, når de kan tilbringe tid i det kulørte hav — så hvorfor denne nye film øger den del af fortællingen til selvstændig spillefilmslængde er en af livets helt store gåder.

Det hele ender i et sløset — og visuelt decideret grimt — larmende klimaks, men på det tidspunkt havde min hjerne allerede vandret.

For det realistiske fokus giver anledning til spørgsmål, som den oprindelige film aldrig gjorde.

Er Ariels nye fiskeskæls-top f.eks. en slags Cronenbergsk-kropshorror-del af Ariel selv, siden den forsvinder, når hun forvandles til menneske?

Og kan man virkelig være ven med en krabbe, hvis eneste personlighedsgivende træk er en sær lille gammelmands-mund under øjne, som H.P. Lovecraft ville have været svært tilfreds med udformningen af?

Jeg har ikke svarene, men jeg har til gengæld noget godt at sige om Den lille havfrue.

Halle Bailey er nemlig fantastisk i titelrollen. Som en levendegjort Disney-prinsesse med følelserne lige under huden og store oprigtigt nysgerrige øjne, samt en stemme der gør Howard Ashamn og Alan Menkens legendariske sange mere end ære nok.

Hun leverer en større dosis Disney-magi end resten af filmen til sammen.

De små ændringer til de forældede dele af den oprindelige film er også både passende og fint leveret.

Og sangene er stadig både fantastiske og flot nyorkestrerede, selvom den visuelle levering højst er en lus i pelsen på den oprindelige films ekvilibrisme.

De originale sange leverer mere historiefortælling og karakter på få minutter, end resten af filmen gør på flere timer.

Men de nye sange — med tekst af allestedsnærværende Lin-Manuel Miranda — er både overflødige og skiftevis bizarre eller forglemmelige.

Den gode nyhed er, at jeg kender en film, hvor de ikke er med. En film propfyldt med gode sange, uforglemmelige karakterer og blændende animation.

Den hedder Den lille havfrue og er fra 1989.

Se den.

Halle Bailey er fantastisk, men filmen omkring hende kan sagtens efterlades i Marianergraven, uden at nogen vil savne den.

2 af 6 stjerner anmeldelse