Løvernes konge anmeldelse: De ægte falske løver

Det er mærkeligt. Sådan er det bare.

Selv de mest velfungerende genskabelser af Disneys animerede klassikere, der oversvømmer biograferne i disse år, er en mærkelig oplevelse.

En sær, men vildt indbringende, blanding af nostalgi og moderne filmteknikker.

Og aldrig har den blanding været så tydelig, som i den nye computeranimerede Løvernes konge.

Det betyder heldigvis ikke, at genskabelsen af Disneys klassiske omgang Hamlet med løver er den værste af de nye remakes. Til det er instruktør Jon Favreau for dygtig og det oprindelige materiale for godt.

Hans Zimmers fantastisk storladne soundtrack hører stadig blandt den bedste filmmusik nogensinde og trykker på alle nostalgiknapperne for mere end en generation.

Det samme gælder Elton John og Tim Rices mange ikoniske sange, der også med nye stemmeskuespillere holder vand.

Og John Favreau er for solid en instruktør til at lave en Aladdin. I modsætning til den film glemmer han ikke at fortælle sin historie. En historie, der på trods af sine ret åbenlyse inspirationskilder hos Shakespeare og bibelen, stadig er gribende.

Også selvom den nye Løvernes konge pumpes op med en lidt unødvendig halv times spilletid.

Løvernes konge anmeldelse
Foto: Disney

Problemet er ikke historiefortællingen, stemmepræstationer eller andet i den dur.

Problemet er teknikken.

For den nye Løvernes konge kan jo ikke ‘bare’ være en 1:1 genindspilning af Roger Allers og Rob Minkoffs oprindelige film. Den skal byde på noget nyt.

Og derfor er Løvernes konge skabt med den samme hyperrealistiske teknik, der også bragte dyrene til live i Jon Favreaus Junglebogen.

Det fungerer endnu bedre nu, end det gjorde tidligere. Jeg har aldrig set så realistisk animerede dyre på det store lærred.

Sjældent har falske løver set så ægte ud.

Til tider minder de betagende billeder faktisk om BBC’s fremragende naturdokumentarer.

Løvernes konge anmeldelse
Foto: Disney

Problemet er bare, at Løvernes konge ikke er en dokumentar. Det er en melodramatisk musical.

Og så snart de realistiske dyr begynder at tale, eller gud forbyde det, synge. Så går det galt.

For den realistiske stil kan af gode grunde ikke lade dyrene være nær så udtryksfulde som i den oprindelige film.

Hvor den oprindelige Simba var en prins, så bliver den nye Simba en løve, der af uvisse årsager både taler og synger, mens den nye Timon er en fotorealistisk Surikat med oneliners.

Den menneskeliggørelse og udtryksfuldhed, som den oprindelige films farvestrålende animation leverede så overbevisende, er fuldstændigt væk i den nye films jagt på fotorealisme.

Det er en bizar oplevelse, og det er et kreativt valg, der spænder ben for filmen hele vejen igennem.

Løvernes konge anmeldelse
Foto: Disney

Når dyrene skal animeres realistisk lægger det pludselig et låg på kreativiteten i musical-sekvenserne. Scars Leni Riefenstahl-moment er nu bare en løve på en klippe. Den hylesjove og kulørte Hakuna Matata er nu bare tre dyr, der går en kedelig tur i junglen.

Teknologien er i sig selv imponerende, men det utroligt svært at se, hvad filmskaberne har ment teknologien kunne bidrage til historien med.

I stedet ender Løvernes konge som en gimmick. En fotorealistisk udgave af en elsket klassiker, men uden sjæl.

Disney skulle nok desværre have taget ved lære af Dr. Frankenstein og hans monster.

At man kan skabe liv, er ikke i sig selv grund nok til at gøre det.

Den nye version af Løvernes konge er et teknologisk vidunder, men den mangler desværre den oprindelige films sjæl.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer