Mid90s anmeldelse: Nostalgisk genbrug

Hvis du – ligesom jeg – er næsten jævnaldrende med hovedpersonen Stevie i Jonah Hills instruktørdebut Mid90s, så er det altså svært ikke at blive bare en smule forelsket i filmen.

For så gennemført 90’er-nostalgi har jeg sjældent oplevet i en film, der ikke er lavet i 90’erne.

Seals romantiske ballade Kiss from a Rose og Ginuwines, øh, mindre romantiske ballade Pony gjalder ud af radioen. Børn skyder med Super Soakers på gaden, og 13-årige Stevie kryber ned i sit Teenage Mutant Ninja Turtles sengetøj, når han går i seng.

Jonah Hill smører tykt på med referencer, men heldigvis er hans spillefilmsdebut mere end en Stranger Things-lignende greatest hits af et årtis popkultur.

Hill folder sig nemlig også ud som en habil personinstruktør med fortællingen om lille Stevie, der en uendelig sommer i Los Angeles bliver venner med en gruppe ældre skatere.

Det er især i birollerne, at Mid90s stråler.

Lucas Hedges indtager effektivt rollen som Stevies storebror. En forknyt ung mand, der alt for ofte lader knynæverne tale i sit forhold til lillebroderen.

Det anstrengte had/kærligheds-forhold mellem de to er filmens hjerte.

Men også den lille gruppe skatere leveres overbevisende af en gruppe unge karismatiske skuespillere.

Hill er også manuskriptforfatter på Mid90s, og hans stemme er til at genkende i den ofte lige dele hylende sjove og grove dialog teenagerne får lov til at spytte ud.

Imens får Hill en chance for at hylde sin egen ungdoms skater og hip-hop-kultur, selvom de romantiserende briller nok skygger lidt for udsynet.

For hvis Mid90s lider under en ting, så er det, at den aldrig bliver rigtigt farlig.

Hills forbilleder i amerikansk indiefilm er mere end almindeligt tydelige i den ellers gennemført grynede og solbrændte æstetik.

Det er vellykket, men det får til tider også Mid90s til at føles lidt som en film, jeg har set mange gange før.

Det er ikke et tilfælde at manuskriptforfatteren til 90’er-klassikeren Kids har en cameo-optræden i Hills film. Men i modsætning til den film, tør Hill ikke rigtigt lade sine karakterer høste konsekvenserne af deres opførsel.

Måske holder han simpelthen for meget af dem.

Og det er forståeligt, for de er både velskrevne og velspillede.

Men da Hill alligevel indsætter dramatik mod slutningen af sin ellers afdæmpede film, føles det sært forceret og utroværdigt.

Der er langt flere følelser på spil i en scene, hvor en storebror tøvende deler en Sunkist med sin lillebror.

Sådan var det, at være barn i 90’erne.

Jonah Hill leverer en overbevisende instruktørdebut med en film fyldt med imponerende skuespil og uimodståelig 90’er-nostalgi.