Midsommar anmeldelse: Den svære toer

2019 har været året for den svære gyser-toer.

Først skulle Jordan Peele følge op på sin fænomenale genrevridende debut Get Out.

Det resulterede i den mildt skuffende, men dog stadig interessante, Us.

Nu er det så blevet Ari Asters tur til den utaknemmelige opgave, at følge op på en debutfilm, der blev et fænomen.

Og lad os få det af vejen med det samme.

Jeg er ikke lige så vild med Midsommar, som jeg var med Hereditary.

Men det er altså også svært, at følge op på et mesterværk

Aster kommer til gengæld bedre omkring sin svære toer, end Peele gjorde det.

Allerede fra åbningsscenens groteske familietragedie føler man sig i trygge hænder i Asters bud på en The Wicker Man-agtig grotesk fortælling.

Eller måske er det mere utrygge hænder, man føler sig i.

For med Midsommar beviser Aster, at Hereditary ikke bare var et lykketræf.

Aster mestrer som få at skabe en ekstremt urovækkende tone i sine film, der veksler mellem bizar sort humor, brutal vold og dybfølt familiedrama. Ofte indenfor samme scene.

Det gælder også for Midsommar, der faktisk skruer endnu højere op for humoren i fortællingen om den universitetsstuderende Dani.

Dani tager på ferie med sin kæreste og hans antropologistuderende venner, der skal studere et isoleret svensk samfund og deres midsommer-ritualer.

Resten af plottet i Midsommar byder i modsætning til Hereditary ikke på de store overraskelser, for enhver, der er bare halv velbevandret i såkaldt folk horror og genrens folketro-drevne brutale gys.

Men Aster er egentlig også mere interesseret i at fortælle historien om et elendigt forholds uundgåelige afslutning, end han er i at lave et nyt The Wicker Man-twist.

Og med det lykkes han til fulde.

Florence Pugh, der brillerede i Lady Macbeth overskygger alle andre skuespillere i filmen med sin hjertevridende præstation som den traumatiserede Dani, der sagtens kan konkurrere med Toni Collettes suveræne præstation i Hereditary.

På sidelinjen har hun en kæreste, der slet ikke kan rumme hendes følelser, og som er mere interesseret i de hvidklædte svenske piger omkring sig, end han er i Dani.

Aster er med andre ord igen ude i de samme temaer om familie, der har præget hans film siden det delvis gennembrud med kortfilmen The Strange Thing About the Johnsons.

Men det skal ikke lyde som om Aster har pakket sine bizarre gys væk til fordel for et regulært drama.

Midsommar får opbygget sit helt eget grusomt solbeskinnede univers, det står i skarp kontrast til dunkle Hereditary, men som ikke er mindre unikt.

Lyddesign, billeder og special effects går op i en højere enhed i det naturskønne lille samfund, og Midsommar fremstår ofte som et – til tider helt bogstaveligt – syretrip af de helt slemme.

Aster har en Kubrick-lignende sans for udtrykket i sine film, og hvirvler publikum med ind i dem ved hjælp af kamerabevægelser, der er både præcise og desorienterende.

Midsommar skal med andre ord ses i biografen.

Men som Midsommar skrider frem mod sin uundgåelige slutning, får den alligevel et par skønhedsfejl.

At der er lagt låg på uhyggen til fordel for de bizarre hændelser, fordi Aster så slavisk følger The Wicker Man-modellen, betyder egentlig ikke så meget.

Det betyder til gengæld noget, at Asters manuskript svulmer op.

Flere af karaktererne virker overflødige, og forsvinder pludseligt ud af historien i de lidt for lange 147 minutter, som filmen varer.

Det giver selvfølgelig mere tid til at dyrke den svenske kults tiltagende blodige ritualer, men det får også Midsommar til at føles stillestående i perioder.

Det skete aldrig i Hereditary, og Aster ville måske nyde godt af en kritisk stemme til sit næste manuskript.

Men det er let at tilgive, når Midsommar folder en finale ud, der ætser mere end et uudsletteligt billede ind på nethinden.

De færreste vil gå fra Midsommar indifferente.

Midsommar leverer rigeligt med ‘hvad-fanden-skete-der-lige?!’-øjeblikke og er en mere end værdig opfølger til Hereditary for instruktør Ari Aster.