A Prayer Before Dawn: Et helvede af kroppe

Jeg skal love for at A Prayer Before Dawn er en fysisk film.

Det gælder for publikum, der får en hårdtslående og rædselsvækkende fængselsfilm med tilhørende ondt i maven.

Men det gælder så sandelig også for filmen selv, der helt bogstaveligt er fyldt med menneskekroppe og kontakt mellem dem.

Men som du måske kan forvente, i en film om en engelsk Muay Thai bokser fanget i et thailandsk fængsel, så er den fysiske kontakt sjældent af den behagelige slags.

Det meste af tiden er fotograf David Ungaros sanselige billeder stopfyldt af halvnøgne thailandske mandekroppe dækket af tatoveringer, ofte med hovedperson Billy Moores mere blege vestlige krop midt i det hele.

Og nå de rører ved hinanden, så er det sjældent blidt.

Knytnæver rammer klaskende de mest smertefulde steder, både i bokseringen og fængslets svedige sovesale, smadrede flasker og hjemmelavede knive holdes mod blottede struber og skrøbelige fanger gruppevoldtages på toilettets nådesløse klinkegulv.

Instruktør Jean-Stéphane Sauvaire lægger mildt sagt ikke fingrene imellem i sin filmatisering af Muay Thai bokseren Billy Moores erindringer.

Og det er godt, for netop derfor hører A Prayer Before Dawn til de bedste fængselsfilm nogensinde.

Kameraet er konstant klinet til skuespiller Joe Cole, der leverer en hudløs og fysisk overbevisende præstation som Billy Moore.

Og sammen med ham hvirvles publikum ind i det thailandske fængselshelvede på så overbevisende en måde, at A Prayer Before Dawn ofte føles som en dokumentar.

Eller bare som at være der selv.

Det skyldes sandsynligvis også brugen af thailandske amatørskuespillere, der åbenlyst selv har erfaring med indersiden af thailandske fængsler.

Og som Billy, lader A Prayer Before Dawn heller ikke publikum forstå det thailandske sprog og de forvirrende hierakiske systermer i fængslet, før der er gået noget tid.

I stedet er filmen en desorienterende hvirvelvind af lidelse. Både for hovedperson og publikum.

Men der er også nænsomhed i A Prayer Before Dawn. Både da Billy forelsker sig i en ‘ladyboy’, og når de ellers benhårde Muay Thai boksere massere hinandens kroppe inden de knogleknusende oplevelser i ringen.

Og netop oplevelserne i ringen bliver Billys livline i fængslet, da han får mulighed for at udøve sin sport bag tremmerne.

På den måde henter A Prayer Before Dawn både træk fra underdog sportsfilm som Rocky og selvfølgelig fængselsfilmen.

A Prayer Before Dawn byder også på umiddelbare fængselsfilms-klicheer som selvmordsforsøg, voldtægt i badet og flugtforsøg.

Den slags som det lunkne remake af Papillon var fyldt med.

Men A Prayer Before Dawn overvinder enhver form for forudsigelighed med sin stærke stil og brutale realisme.

Det eneste der holder A Prayer Before Dawn tilbage fra at være et decideret mesterværk i min bog, er faktisk for meget stilmæssig stringens.

For tænk nu, hvis Muay Thai-kampene ikke foregik i impressionisk fragmenterede nærbilleder.

Tænk hvis kameraet låne fra kampsportsfilm og traks sig lidt tilbage, så publikum rent faktisk kunne følge med i de nådesløse kampe.

Så havde A Prayer Before Dawn også fungeret som hårdtslående actionfilm.

I stedet må den nøjes med at være en af de bedste fængselsfilm, jeg har set, og en af de mest fysiske filmoplevelser længe.

A Prayer Before Dawn er nådesløs i sin brutalt realistiske fremstilling af et thailandsk fængsel og hører blandt de bedste fængselsfilm nogensinde.