Lady Macbeth anmeldelse: Gå ikke i vejen for Lady Katherine

Vi har set det mange gange før.

En person udsættes for tragiske omstændigheder, og inden længe har deres liv taget en drejning til det værre.

Pludselig er det eneste de vil at overtage verden, og intet skal stå i vejen for dem. Særligt ikke en irriterende superhelt.

Jeg taler selvfølgelig om superskurken hvis storhed og fald vi efterhånden har set et væld af gange i diverse superheltefilm.

Lady Macbeth er ikke en superheltefilm, men den har en superskurk.

I starten virker hun ellers som en rigtig stakkel, hende Lady Macbeth. Et kvindeligt offer af den type som periodefilm tit er så rige på.

Faktisk hedder hun slet ikke Macbeth, men Lady Katherine. Og det er slet ikke særlig sjovt at være hende.

Lady Katherine er som kun 19-årig blevet giftet væk til den markant ældre Alexander. Hun er kvinde så hendes job er selvfølgelig at give ham en arving.

Men det er svært når Alexander hellere vil stille Katherine nøgen op ad væggen mens han sidder alene bagved med sjoveren i hånden. Det kommer der ikke mange arvinger ud af.

Så det er en hel lettelse for Katherine da Alexander rejser. Men der er ensomt i det store knirkende gods, og der er noget tiltalende ved staldknægten Sebastian.

Snart er det ægtesengen der knirker, men uden ægtemand.

Affæren er selvfølgelig forbudt, men Katherine ved hvad hun vil have, og som vi ved, er der ingen der skal stå i vejen for en superskurk.

Lady Macbeth lyder måske som et typisk engelsk kostumedrama, men det er det ikke. Det er en filmisk fyldt chokolade. En sprød skal af periodedrama med blødt ondskabsfuldt thriller-fyld.

Det her er ikke den typiske romantiserede udgave af korsetternes tid.

I Lady Macbeth er virkeligheden grum og beskidt.

Vi forstår Katherines pinsler når hun i hovedsageligt statiske billeder bevæger sig rundt på godset. Det er lige så den kolde vind der fyger gennem de revnede vægge kan mærkes i biografsalen.

Selvom Katherine insisterer på at hun ikke fryser. Det skyldes måske hendes tiltagende ondskabsfulde kølighed.

For tag ikke fejl. Lady Katherine er en superskurk på linje med Jokeren eller Lex Luthor.

Selvom de to mænd nok ville fremstå lidt vattede i sammenligning.

Hun spilles helt fantastisk af den helt unge Florence Pugh. Som en victoriansk udgave af Walter White fra Breaking Bad: målet helliger midlet.

Jeg gætter på at vi får meget mere at se til hende i fremtiden.

Det samme gælder for instruktør William Oldroyd. Han får store sager ud af et smalt budget og skaber en filmisk verden hvor smukke ensomme billeder ala Hammershøj krydres med solide mængder sex og vold.

Lady Macbeth er ikke den slags film der får en toer. Desværre.

Jeg havde ellers gerne set Lady Katherines videre vej til verdensherredømmet.

Lady Macbeth er nemlig en helt unik kombination. Som hvis Lex Luthor blev placeret midt i Fornuft og følelse.

Lady Macbeth er en knivskarp thriller forklædt som kostumedrama. Som hvis Carl Th. Dreyer havde instrueret et afsnit af Game of Thrones.